Hovedsiden: www.amfora.dk     Blog-forside  · Referater  · Gyldne ord

Nitrox weekend

12. november 2007 af Ulrich

Vi var en lille sluttet kreds på tre(Jacob, Martin samt undertegnede) der mødte op lørdag morgen til Hans Jørgens Nitrox kursus. En udmærket morgenmad blev fortæret mens HJ gennemgik dagens program og kom med et par bevingede ord om Nitrox´ens anvendelighed. Som dagen skred frem blev mytterne afdækket og spørgsmålene besvaret, hvis ikke med det samme “så kommer vi til det det senere….”. Mine egne anelser om at det nok var en smule omstændigt at fylde flasker og beregne dykkertid blev bravt gjort til skamme så lektionerne skred frem. Efter en hurtig frokost var det så tid til teoriprøven med 11 spørgsmål der helst skulle besvares sådan ca midt i skabet. Ikke de store problemer med det og jeg tror vi alle var ret tilfredse med resultatet. Ikke mindst HJ. Flaskerne blev derefter trykket op med Nitrox til søndagens dyk og vi var klar til at tage et nyt skridt i uddannelsen.

Søndagen bød på rigtig flot vejr omend det var bidende koldt ved vandet. Dykket var blevet henlagt til Havheksen ved Amager strand som var ny for nogle af os og båden kunne derfor blive hjemme. Tom var taget med og da HJ´s tørdragt var til rep hos Greisen var vi to hold der kunne hoppe i det 8 gr varme vand. Det blev til et par fine dyk med fornuftig lang bundtid og en velfortjent blå cola på molen da certifikaterne blev delt ud. Ku efterhånden godt tænke mig et enkelt kort der dækkede det hele da jeg er nu er oppe på fire plastikkort der relaterer sig til dykning. Et par kajakroere fik læst og påskrevet afmærkede dykkersteder- og flag og ihvertfald fik de lært et par nye udtryk fra HJ´s røde skala da de hovedløst sejlede henover os og et par andre dykkere.

Samlet set kan jeg kun anbefale at springe ud i et nitroxkursus da der er en del fordele forbundet med det: Længere bundtider, kortere intervaler mellem dykkene og efter sigende slipper man for fysiske bivirkninger ved flere dyk på samme dag, såsom hovedpine o. lign. Det sidste må jeg vente med at beræfte. Brugt med omtanke  samt efter reglerne bidrager Nitrox også med en højere grad af sikkerhed fordi risikoen for trykfaldssyge reduceres. Det koster lidt mere at dykke med Nitrox men mon ikke det er det værd når bundtiden i nogle tilfælde forøges med 50% og du kan nå et dyk mere på en god dag. Jeg tror HJ er klar med et nyt kursus når der er nok interesserede så hvis du tænker i de baner så giv ham et praj.

Tak for et rigtig godt og spændende kursus.

Ulrich

Tags:

Skriv en kommentar