Hovedsiden: www.amfora.dk     Blog-forside  · Referater  · Gyldne ord

Snydebly og vidensdeling

11. januar 2009 af Rikke

Igennem den sidste 1½ måned har jeg forsøgt at tabe noget vægt, da jeg gerne skulle kunne komme i min våddragt, når vi tager til Maldiverne om en 3 ugers tid. Det kan gå lidt trængt, men det hurtigste vægttab kom lørdag eftermiddag, da jeg efter en lille smule træning og en gang videofilmning af min dykkerstil kunne smide 4 kg bly. Bagefter lå jeg meget bedre i vandet end nogen sinde tidligere.

“Trekløveret” (Tom, Søren og Jürgens) havde meldt sig til en dykkerworkshop hos Masterdive og efter lidt betænkningstid og orientering om hvad workshoppen egentligt indeholdte, meldte Torsten og jeg mig også til.

Og det var ikke nogen dum ide.

Workshoppen Master Dive Basics of Diving henvender sig til den let erfarne og erfarne dykker der gerne vil bringe sin dykning op på et nyt niveau. Minimumskrav er AOWD med minimum 40 dyk, at man er fyldt 14 år og fysisk stand til at dykke.

Jeg levede op til minimumskravene, og havde forud for Workshoppen havde spurgt Anders, der er instruktør på workshoppen, om han var sikker på at jeg var god nok til at få noget ud af det. Men det var alligevel med nogen bævren, jeg satte mig i bilen mod Helsingør fredag aften, for hvor dum ville jeg egentligt se ud når lørdagens dyk skulle filmes i svømmehallen.

Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg så rimelig dum ud da jeg kom under filmisk behandling lørdag formiddag. Men til min store overraskelse, så så jeg egentligt ikke så specielt mere dum ud end de andre - og jeg lærte rigtig meget på de to dage.

Jürgens har fint beskrevet workshoppen og dets indhold på sin blog (der er også link til billeder der) og jeg vil derfor ikke gå nærmere ind på det - men vil gerne dele med resten af klubben, hvad jeg fik med mig hjem af viden.

Det er ikke raketvidenskab - og meget af det er i virkeligheden ganske logisk, men det var en viden som jeg synes har været rigtigt godt at få genlært:

At dykning foregår lige så meget i ens hoved som ude i den virkelige verden

Det oplevede jeg helt konkret, da jeg fik sat “luftbly” på min konfiguration og pludselig kunne komme ned.  Dvs. jeg troede jeg fik bly på - men der blev ikke sat nogen på og troen på at jeg var tungere, gjorde at jeg kunne komme ned. Jeg følte mig rimelig snydt, da jeg fik det at vide - men oplevelsen gav mig samtidig, måske for første gang, den sande “vægtløshedsoplevelse” ved dykning - fordi jeg prøvede at dykke med den rigtige mængde bly og ikke den mængde bly, jeg troede jeg skulle dykke med.

At ens dykkerstil er meget afhængig af rigtig udstyr og placering af dette

Jeg har altid haft bøvl med mine finner og i stedet for at kigge på om finnerne egentligt passede mig, har jeg altid troet, at det var mig der var tøset. Workshoppen viste mig, at mine finner er for små og min finnestrop for stram. Ved at få de rigtige finner, kan jeg minimere meget af det, pres jeg ofte oplever i starten og slutningen af dykket, hvor jeg normalt er meget presset pga. på- og aftagning af finner.

Da jeg for et ½ års tid siden skiftede fra vægtbælte til harness, var jeg rigtig glad. Brugen af harness lettede vægten på hoften. Men samtidig har jeg siden skiftet, haft bøvl med de ekstrastoppe jeg fik pga. harness’et. Workshoppen gav mig ideer til en anden måde at placere mit bly, som både gør det lettere på land og giver et bedre trim i vandet.

I workshoppen prøvede jeg at dykke i en vingevest og med en 15 liters flaske. Det var ret utroligt at opleve, hvor stor en forskel de to ting (sammen med betydeligt mindre bly) kunne gøre ved min dykning. Der gav en kæmpe forskel på både trim, afblancering og placering i vandsøjlen. Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg skal udskifte min 1 års gamle BCD, som jeg ellers er glad for. Men det betyder at jeg, når jeg skal skifte den, skal afprøve min evt. nye vest inden jeg køber den. Det betyder også, at jeg overvejer at købe en vingevest, selvom jeg ikke skal til at dykke avanceret, fordi jeg dykker bedre i den.

Workshoppen gav mig rigtig mange gode ideer til placering af “dims” under dykket. Jeg har ikke tænkt på hvad min placering af octopus, computer, lygte og lign. gør ved min dykning. Har jeg tænkt, har det mest været i “hvordan får jeg lettest fat på tingene”. Det var derfor endnu en stor oplevelse, at se os selv på video, og der se hvor meget dims vi alle havde hængende under os i dykket. Ting der måske ikke normalt generer en under dykket, men noget der i nogle situationer kan gøre, at man kommer til at hænge fast eller mudre bunden op og dermed i sidste end genere en selv, eller andre fordi man ødelægger sigten.

Træning gør en bedre

Vi har tit talt om, at vi skal træne vores dykning, men det var første gang jeg rigtig har trænet min dykning, siden jeg blev uddannet. 1½ dags workshop kan ikke i sig selv gøre mig til en bedre dykker, men 1½ dags intensiv fokusering på dykning, trim, stil og andre måder at gøre tingene på, har givet mig et mentalt kick og en tro på, at jeg rent faktisk kan blive en bedre dykker, når jeg øver mig, får tilpasset mit udstyr og måske får skiftet et par dele ud.

På vores hold var en enkelt ikke-amforianer. Han havde færre dyk end de fleste af os andre - men jeg tror ikke at jeg fornærmer nogen ved at sige, at han godt nok lå en hel del bedre i vandet end os andre. Hans hemmelighed var at han havde trænet forud for workshoppen. Også det, var en pæn øjenåbner; hvis 1 dags træning i en svømmehal kan give mig et nyt og bedre trim, hvad kan et ½ års træning om onsdagen så ikke give?

Workshoppen har klart givet mig et spark til at bruge nogle af vores onsdagstimer i svømmehal til at træne med udstyr - for jeg kan nu se, at det kan gøre en seriøs forskel, når man fokuserer og træner sin teknik.

De nye dages hellige?

Der er ingen tvivl om, at det her kursus har givet os alle fem nogle nye tanker, en bedre teknik og noget at arbejde videre med. Forskellige ting til de forskellige mennesker.

Der er heller ingen tvivl om, at vi gerne vil dele det med resten af klubben og at vi måske i en periode kan risikere at blive betragtet som de nye dages hellige, fordi det vil være svært ikke at boble over med vores nye viden og ideer.

Men jeg håber og tror på, at der i Amfora er plads til at rumme også det her og jeg er sikker på, at der vil kunne gives gode tips til dem, der vil lytte og til alle andre; ta’ den her workshop, du kan risikere at lære noget!

Tags: , ,

Skriv en kommentar