Når tiden ikke slår til…
søndag, 13. juni 2010Jeg har i dag beklageligvis måtte meddele de øvrige medlemmer af bestyrelsen, at jeg per dags dato træder ud af bestyrelsen. Min beslutning er resultatet af længere tids overvejelser, som følge af at jeg har haft meget travlt på arbejde og således også mangler tid til min familie - og dette desværre ser ud til at fortsætte i en overskuelig fremtid.
Min personlige holdning er, at det er vigtigt at kunne yde en aktiv indsats, når man har påtaget sig en opgave - så som en bestyrelsespost - og særligt i år, hvor der også skal lægges planer for Amforas fremtid, og derfor har jeg haft det meget skidt med ikke at kunne yde en aktiv indsats i bestyrelsen i de seneste par måneder.
Jeg har derfor efter moden overvejelse besluttet, at jeg må trække mig fra bestyrelsen, så der bliver plads til et bestyrelsesmedlem, som kan yde en aktiv indsats, og ikke mindst så jeg kan få lidt mere tid til familien.
Jeg håber selvfølgelig, at det bliver muligt for mig at få dykket (og fridykket?) sammen med jer i år i det omfang jeg kan finde tid rundt om arbejde og familie.
Lars Ingemann