Dykkertur til Kullen
lørdag, 5. maj 2007Der findes simpelthen dage, der er som skabt til dykning - og hvor synergieffekten slår igennem til fulde. Og sådan en dag var dette, da der både var nogen fra Amfora og IBM der ville dykke, og ved at slå pjalterne sammen fik vi arrangeret en tur til Kullen. IBM lagde båd til, så det hele var for en gangs skyld ganske let, set fra Amfora side.
Vi mødtes ved Helsingør, og så gik turen til Kullen. Vi havde aftalt at vi ville dykke ved Arild på nordsiden af Kullen. Jørgi fra IBM havde lavet lidt hjemmearbejde og fundet et godt dykkersted med let adgang fra kysten. Det havde 50 andre dykkere også fundet ud af, men der var plads til alle. Vi fik sat en bøje med et dykkerflag og første hold kom i vandet - med overfladebøje. Vi var de eneste dykkere der brugte overfladebøje - egentlig mærkeligt, da det var tæt ved havnen!
Næsten alt fik godt, dykket havde været fint, men Jørgi havde tabt sit blybælte to gange under dykket. Ingen panik, for Jørgi har en garvet dykkers erfaring, men det er ikke et eksempel til efterfølgelse.
Så var det undertegnedes tur til at udfordre undervandslivet sammen med Tom. Planen hed 60 minutter på max. 15 meter. Vi dykkede ud vinkleret på kysten og fandt dybden. På vejen skulle vi uden om en stor stenblok med meget liv af havkaruser og vi så da også et par meget velvokne tangsnarre. Vi dykkede stille og roligt af sted med håbet om at se noget med hårdt skjold, men undervandslandskabet var ikke rigtigt til det. Til gengæld blev det til en lille pigvarre, et par småtorsk - den ene helt frit svømmende og en enkelt skrubbe.
Jeg følte at jeg havde haft nogenlunde styr på navigationen - og det kan man vel godt sige når vi kom op 5 meter fra der, hvor vi var gået i vandet.
Bagefter skulle madpakken fortæres og der skulle slåes mave. Og med den udsigt, liggende på en fin lille græsplet i solen - var det nærmest umuligt at bevare pessimismen.
Intet stress og jag, og en dag af de helt store, hvor samarbejdet mellem Amfora og IBM gik op i en meget smuk enhed.
Jürgens