Amfora Blog

Så er det i nat Amfora skulle have deltaget i Scandinavian Night Dive 2007, 4 friske dykkere og et par hjælpende hænder havde meldt sig til aftens udfordring, der er at nå op over 1000 dykkere, der samtidigt dykker ud kl. 20 i aften.

Desværre må den samlede Amforadeltagelse aflyses da turlederen har lagt sig på langs med en dårlig ryg og ordre fra den bestemmende myndighed (der ikke er den hjemmeboende, men lægen) om ikke at dykke i den nærmeste fremtid.

Heldigvis har samarbejdet med IBM givet mulighed for, at de mest trængende kunne få deres dykkerlyster styret og komme med dem, sådan at Amfora kan sige, at vi har været lidt med i det, der forhåbentlig bliver en ny verdensrekord og et signal til andre om, at det er muligt at dykke i Danmark hele året, også selvom det måtte være lidt koldt og vådt.

Til tider kan tingene gå stærkt og tilmed også lidt uventet. Fredag fik jeg en henvendelse fra IBM, der havde fået en plads ledig til en vragtur, og jeg blev spurgt om jeg var interesseret. Om jeg var. Men jeg måtte hellere lige få den “clearet” på hjemmefronten. Og det var sådan set ok, men hun ville med. Æv, der var kun en plads. Men så kunne vi da bare sejle i 2 både. IBM’s “Store Røde” og vores “Store Grå”. Men så kunne vi jo lige så godt tage nogle flere af sted. Heftig mail og sms aktivitet blev sat i værk, og det lykkedes at samle 4, som under fællesspisningen blev til 3. IBM ville stille med en der kunne trække båden.

Og lørdag var der afgang kl. 8 med Rikke, Martin og undertegnede, samt Jørgen fra IBM til at trække båden. Turen gik til Hundested, hvorfra vi skulle ud på vraget af “Anders Martin”. Den ligger ca. 8,5 Sømil ude og står på 23-24 meter vand. Der er en gammel sandpumper som gik ned i 1983. Den står ret på bunden og der skulle være meget at se. Det lød jo lovende.

Efter at have lagt positionen ind gik turen mod målet på næsten fladt vand, men et tyndt skydække over os. IBM var sejlet i forvejen og havde allerede plottet vraget da vi kom. Inde på kajen havde Martin stået med store våde hundeøjne og stolt vist sin spritnye tørdragt frem. Da vi skulle have to dyk forbarmede jeg mig over ham, og sagde, at vi da kunne prøve at se hvordan det gik, selv om jeg ellers gerne havde set lidt træning på lavt vand først.

Jeg havde fået Rikke “afsat” til Peter fra IBM, så jeg kunne dykke med Martin. Og vi skulle ned lige efter, at der var bundet på. Vi repeterede lige de grundliggende teknikker for dykning i tørdragt før vi lod os glide ned gennem vandet langs bundtovet. Der var lidt svæv i vandet så jeg havde ikke de helt store forventninger til sigt. Men de blev gjort til skamme. Sigten var ualmindelig fin. Over 10 meter hen over vraget. Martin og jeg svømmede ned mod agter og kikkede lidt på det delvist bortsprængte styrhus. Herefter gik turen mod stævnen og ned og kikke lidt på det store og helt åbne lastrum. Vi gik ned langs siden at vraget, hvor sigten blev noget dårligere. Langs styrbord side ligger der en del vraggods, herunder det delvist bortsprængte styrhus. Skruen er væk, men roret står tilbage. Dykkertiden var ved at være brugt op, og vi svømmede tilbage mod bundtovet og gik mod overfladen. Stor ros til Martin, der havde klaret sit første dyk i tørdragt til et rent 13-tal, som det hed dengang jeg gik i skole. Oppe i båden hjalp vi Rikke og Peter i udstyret og snart vi de på vej til deres første dyk.

Nu var solen brudt igennem det tynde skydække og madpakken smagte rigtig dejligt på det flade Kattegat med solen i øjnene.

Men afslapningen får jo også en ende, og Martin og jeg gjorde klart til vores andet dyk. Vi ville kikke lidt på roret, og derefter det der var tilbage af styrhuset, og så maskineriet ude i stævnen. Og vi dykkede vores plan og kom ind i det delvist bortsprængte styrhus, fik set roret og maskineriet ude i stævnen. Og her i sprækkerne ved maskinerne sad der en del store taskekrabber - en faktisk temmelig stor. Vi kunne nok godt have brugt 10 minutter mere, men det bliver først næste gang når Martin også har nitrox i flasken.

Samme procedure med at sende næste hold ned, og finde resten af madpakken og udveksle dykkerhistorier med et par gæstedykkere fra Københavns Sportsdykkerklub.

Rikke og Peter skulle binde af, og da de var vel oppe i båden skulle turen til at gå tilbage mod Hundested - NOT. I lighed med den sidste tur jeg var på, sad loddet igen fast. Og igen var det mig der skulle ned og løsne os. Intet problem. Jeg gik ned alene med en line til overfladen, og fik hurtigt løst det lille problem. Ankeret havde sat sig fast i noget vraggods nede på bunden.

Herefter gik turen til Hundested på et Kattegat, der var mere fladt end et stengulv. Og inde i havnen kom til at tænke på, at jeg følte  at jeg havde stjålet en dag. På en lørdag  sidst i oktober kan man ikke forvente fladt vand i Kattagat og over 10 grader og jeg stod med det helt store smil og tænkte på hvordan jeg kunne “stjæle” flere af disse dykkerdage.

Jürgens

Der findes ganske enkelt dage der nærmest skriger på dykning, og sådan en dag var lørdag den 6. oktober. Vejrudsigten optil havde for en gangs skyld lovet fint vejr uden for megen vind. Og det havde ikke været svært for de tilmeldte at skrue foventningerne op via mail, sms og telefonopringninger.

Vi mødtes i klubben klar til afagng kl. 7.00 og en afmelding fra en syg Hendriksen havde givet Ulrich mulighed for deltagelse, og da alle 8 var mødt var der afgang. Det var en nærmest urimelig smuk dag og største problem på vej mod Trelleborg var solen i øjnene. Vi kørte en smule længere end til den kedelige industrihavn i Trelleborg, og ca. 5 kilomter længere fremme ligger den fineste lille lystbådehavn, med et glimrende slæbested.

Mens vi stod i den tidlige morgensol, og der stadig var lidt dug på græsset, og klædte om og spiste morgenmad fik forventningerne lige en tand til, og selv garvede dykkere som Snemanden og Flemming havde svært ved at skjule begejstringen.

Vi fik sat hold, hvor turens CAMS *** dykkere blev fordelt med rund hånd, og så gik turen ellers mod vraget på næsten fladt vand. Som opfølgning på en god tradition sejlede Snemanden direkte hen og plottede vraget (er heller ikke så svært - det er en ordentlig klods).

Først skulle Flemming og Elgum ned og binde på, og da vi havde tiden med os og dykkertiden kun var 14 minutter (max. 33 meter uden deko), så besluttede vi at vente med at sende hold to og tre ned indtil vi havde fået en situationsrapport fra første hold.

Da de brød overfladen startede talestrømmen om et fantastisk vrag med sigt på over 10 meter og al for lidt tid på dybden, og hvilken vej der skulle svømmes osv. Hurtigt kom Tom og Jacob i vandet og jeg fulgte hurtigt efter med Martin. Der er noget fascinerende over at glide ned i dybet og vente på vraget kommer til syne. Og pludselig var det der. Jeg fornemmde tydeligt vragets størrelse, men det så også ganske overskueligt ud. Jeg tændte min lygte på fuld styrke. Intet svæv i vandet og en masse detaljer blev synlige. Vi svømmede ned langs rælingen og ind igennem en svalegang. Da jeg ikke kunne se hvor svalegangen endte svømmede vi ud midtvejs, og det viste sig at være en klog beslutning. Vi kunne nu svømme op og se på overbygningen, og ned bag overbygningen hvor der var lastrum. Det trak lidt i mig, for at give lastrummet en nærmere inspektion, men helt sikkert ikke det rette tidspunkt med en CMAS*, der lige mangler de sidste par dyk for at blive CMAS**. Vi svømmede over på den anden side af vraget og begyndte så småt at vende tilbage mod bundtovet. Godt jeg havde Martin med. Han vidste præcis hvor tovet var - i modsætning til deres ydmyge skribent.

Vi startede opstigningen og kunne lige give Snemanden og Ulrich et stort F….. OK tegn. De havde en god oplevelse i vente.

Oppe i båden gik snakken og jeg var i så godt humør, at jeg helt uden betænkning forærede Tom halvdelen af min madpakke. Da Snemanden og Ulrich var oppe skulle vi blot hive bundloddet op og så sejle mod havnen - NOT. Dræget sad fast. Humøret var højt og Flemming og jeg gik ned for at løsne det. Og her skal så dryppes bare lidt malurt i bægeret. Jeg lavede hvad der i moderne fodbold hedder “en personlig fejl”. Jeg hev mig ned i tovet og have derfor ikke fået tømt min vest da jeg dykkede ned. Jeg bruger normalt aldrig min vest, men bruger altid tørdragten til afbalancering, så på vej op gik det noget stærkt - indtil jeg opdagede at jeg også skulle dumpe luften i vesten. Solidarisk med min fejl, tabte Flemming en finne, men på trods af dette var humøret stadig højt.

Vel inde i havnen gik det mildest talt ikke for stærkt med omklædningen. Solen bagte ned og der blev hygget og solen nydt. Hjemme i klubben gik det heller ikke for stærkt og der blev også tid til at rense Elgums flaske, og Ulrich fik overtalt Rikke, til at lave aftensmad til os.

Jürgens

Jeg vil starte med en lille omskrivning af det gamle ordsprog “selv den bedste planlægning kan ikke hamle op med det rene svineheld” til “Selv den bedste turplanlægning har brug for lidt svineheld”.

I ugen op til den planlagte lejrtur til Hven var DMI’s hjemmeside blevet besøgt uhyre flittigt, og der havde været varsel om alt fra 15 mm regn til ingenting. Ikke de bedste forudsætninger for en tur, hvor der skulle overnattes på stranden.

Efter en mail hvor turdeltagerne blev spurgt, om de var klar til de udfordringer vejret måtte give, havde givet et klart og utvetydigt “vi tager af sted”, så var det bare at få pakket det sidste og komme af sted.

Torsdag var Ulrich’s bil blevet pakket, og han og Tina ville tage turen til Hven over Sverige, så han kunne have bilen med. Vi andre uden “sneglehus” måtte tage turen med “Store Grå”.

Og her en lille historie om stor offervilje og rigtig kammeratskab. Vi have ingen til at trække båden, men selv om Tønder ikke kunne tage med grundet arbejde havde han lovet at trække båden til Rungsted fredag aften og hente os igen lørdag eftermiddag. Det er i mine øjne en meget stor gestus. Tak!

Vi havde lidt pladsudfordinger fredag aften, ikke mindst fordi Hendriksen havde pakket bilen med brænde, så vi kunne lave bål på stranden. Men det gør ikke noget pladsen er trang, når bare der er hjerterum, og det beskriver vel bedst turen til Rungsted.

Hurtigt fik vi pakket båden, og havde Ulrich ikke taget bilen til Hven skulle vi have sejlet to gange. Humøret var tårnhøjt og forventningerne til turen var virkelig gode. Det tegnede rigtig godt det her.

Ude af havnen og vandet var helt fladt. Hendriksen søn - Malthe - Styrede os fint til Hven - næsten uden hjælp.

Der var unægtelig sorte skyer over Øresund, men vi fik kun et par dråber lige vi før vi ankom. Vel ankommet fik vi slået telt op, tændt bål, grill og gjort klar til madlavning. Ulrich og Tina stod for aftensmaden, og jeg ved ikke hvor de havde fundet de bøffer vi grillede, men de var virkelig møre og smagfulde. Samtidig med at vi indtog maden kunne vi se uvejret over Sjælland med både regn og torden. Vi var det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt, med de rigtige mennesker og lavede det rigtige.

Der blev hygget om bålet, men der skulle jo også dykkes. Der var 4 der kunne løsrive sig fra hyggen omkring bålet og gøre klar til natdykning. Jeg var på første hold sammen med Jacob. Vi aftalte 35 minutter til max. 18 meter. Der var virkelig god sigt, på over 10 meter og en frygtelig masse ål. Sjovt at se alle de fritsvømmende ål. Vi fik også set et par små torsk, og Jacob et par ordentlig flade. Jacob er ikke en mand af mange ord, og superlativerne står heller ikke i kø, men da Jacob efter dykket sagde: “Hvorfor dykker man ikke kun om natten?”, så konkluderede jeg, at han havde haft et godt dyk.

Tina og jeg sad og småsludrede i den stjerneklare nat, mens hun passede dykkerledertjansen og jeg var stand-by. Det var hygge på højt niveua.

Da Rikke og Tom kom op, sad vi lidt omkring bålet indtil trætheden vandt.

Lørdag morgen var perfekt. Let overskyet, så teltene ikke blev for varme om morgnen. Og sikke en udsigt at våge op til. Vandkanten 10 meter væk og udsigt over et spejlblankt Øresund. Og da Hendriksen så spurgte om ikke vi ville op og have lidt kaffe, så kunne det næsten ikke blive bedre. Indtil Jacob trak en trumf. Han havde kanelsnegle med. Og når de blev varmet over bålet, sprænge de skalaen for Michelin stjerner. Og uden jeg talte var den nogen der fik flere end andre - faktisk en del, men når man kan arrangere sådan en tur, var det vel fortjent.

Så skulle der dykkes. Vi dykkede øst for Norreborg Havn. Sigt på 20 meter. Det har jeg aldrig tidligere oplevet ved Hven. Jeg dykkede med Rikke og så en lille hummer og en enkelt taskekrabbe. Og så lavede vi lige tricket med at åbne en musling og fodre de små sultne og nysgerrige havkaruser.

Da vi kom tilbage til stranden efter dykning var der virkelig mange der havde besluttet sig til at benytte det fine vejr til at tage til stranden. Og det kunne man godt forstå. For det lynede og tordnede voldsomt over Sverige. Hvor var vi heldige - ellers var det fantastisk planlagt.

Grillen blev startet og frokosten stillet an. Der manglede ikke noget. Men alt godt har en ende og vi fik pakket. Lidt spøjst. For der kom nogle få regndråber samtidig med at solen skinnede.

Malthe sejlede os hjem igen, og der var godt nok en træls sky tæt på Rungsted, men skulle vi have regn på denne tur, var det altid noget at det først var til sidst. Men det regnede ikke i Rungsted. Ikke før vi var færdige og kørte derfra. Det var timing. Regnen stod ned i stænger på vej mod København. Men 500 meter før klubben var der igen tørt på vejen og vi kunne pakke ud i tørvejr.

Det var debut for Rikke som turleder, og hun undlod ikke en chance for at gøre opmærksom på hvor godt hun havde planlagt vejret. Vi ser frem til den næste tur. Hvor hun forhåbentlig er lige så heldig - og dygtig.

Efter forårets utrolig succesrige tur, tager den dynamiske trio igen til Øland for at dykke på fantastiske vrag. Turen planlagt med afgang fra klubben torsdag den 20 september kl. 17.00 med afgang med Øland, hvor vi skal dykker med Long Island Divers. Ejeren Hasse er utrolig omgængelig og meget serviceminded og fokuseret på at deltagerne får nogle gode dyk.

Vi bor på dykkercentret og dykker med deres kutter fredag, lørdag og søndag. Under hensyn til vind og vejr vil vi prøve at komme på et par af de vrag vi så sidst, herunder “Skriner“, som er helt fantastisk.

Vi planlæger dykninger til max. 40 meter, men hvor der planlægges med deko-dykninger. Der skal bruges to flaskesæt pr. dag, da der ikke kan fyldes på kutteren. Nitrox er en stor fordel.

Prisen er SEK 1.000 pr. dag incl. overnatning, morgenmad, frokost, dykning og luftpåfyldning. Der betales ekstra for fyldning af Nitrox.

Aftensmad og transport er ikke inkluderet i prisen. Det er muligt at grille hvor vi bor.

Turen er fastsat til max. 7 personer, da det passer med en kassevogn og en personbil, og forhåbentlig bliver vi ikke flere på kutteren, hvilket vil give os gode forhold med rigelig plads.

Du kan tilmeldde dig her.

Der var mange ting der var ærgeligt eller på godt jysk  - træls - på torsdagsdykket i går. Der var ærgeligt, at det var årets sidste torsdagsdyk, og samværet med gode dykkerkammerater på torsdagsdyk hermed er stoppet for i år. Det var ærgeligt at vi dykkede på Kullen, for nogen var på Kullen for første gang, og med et dyk som det Kullen bød på den dag, kan det næsten kun gå ned ad bakke.

Dette dyk var mit “all time” bedste dyk på Kullen. Og for at understrege vægten af mine ord var selv Hendriksen begejstret for dette naturdyk. Så skulle alt vist være sagt!!!!

Men nu lidt om dette fantastiske dyk.

Det var den hårde kerne af torsdagsdykkere der var taget af sted, og på denne dag bestod den hårde kerne kun af seks personer. Vi var hurtigt i Hornbæk, og  man kunne se at det var erfarne folk. Ingen sagde noget, men gjorde blot hvad der skulle gøres og hurtigt gik det mod Kullen med små bump. Vi fandt en lille vig på nordsiden og lagde båden til. Sigten så ud til at være på den rigtige side af virkelig god, så forventningerne blev langsomt skruet op hos mig. Jeg skulle dykke med Niels - et af vores nye medlemmer - på andet hold. Efter lidt siksak mellem et par velvoksne brandmænd kom vi ud til en skrænt og vi lod os glide ud over. Og straks så vi en virkelig velvoksen torsk. Jeg vil gætte på +6 kg. Terrænet var til liv med hårdt skal, og det skal jeg da lige love for at der kom. En stor flot hummer og i løbet af de næste 10 minutter så vi intet mindre end 5 hummere, og 3 store taskekrabber, og en ordentlig fladfisk. På et tidspunkt kikkede jeg op ad en skrænt og til min store overraskelse var sigten langt over 10 meter. Dette var dykning i verdensklasse.

Lige da vi vente om og gik op på lidt lavere vand, var der en sprække og her stod en virkelig stor torsk. Vi svømmede langsomt tilbage til udgangspumktet. På vejen tilbage var der en enkelt taskekrabbe, og så åbnede vi også en musling og fik de små havkaruser til at komme og spise af hånden.

Heldigvis havde de andre hold også haft fantastisk dykning og Tina og Snemanden have inde i en lille hule set en meget stor fisk, som vi efter nærmere diskkussion blev enige om, nok hørte til laksefamilien.

Uheldigvis holdt vejrudsigten og det var blæst op til hjemturen og det blev også krydret med lidt regn, som prikkede godt i ansigtet på hjemturen.

Vejret har ikke været med torsdagsdykkerne i år, men hvilken afslutning.

Herfra skal lyde en stor og uforbeholden tak til Den Dynamiske torsdagsduo Snemanden og Hendriksen for igen i år, at have arrangeret torsdagsdyk. Jeg vil foreslå genvalg til næste år.

Med solen i ansigtet og næsten fladt vand, indbød Trykkerdammer, Helsingør på et ganske nydeligt fyraftensdyk.

Når Amforas torsdagsdyk er så godt besøgte som de er, må man finde alternativer - og der er Amforas “samarbejdsaftale” med IBM’erne et fint et af slagsen. Hver tirsdag dykker IBM’erne fra kl. 17.15 på det valgte dykkersted og Amforamedlemmer kan deltage, indtil nu, ganske kvit og frit.

Gårsdagens tur gik til Trykkerdammen. Dem der kender stedet, ved at det indbyder til et ret bekymringsfrit dyk og derfor var det perfekt til det der var mit hovedtema i går: at få tjek på udstyret efter lån af anden vest og blive bedre kendt med ny tørdragt.

Og i det lys, var det et ganske fantastisk dyk.

Efter en del dyk med problemer med at komme under vand, pålæsning af mere og mere bly, der har gjort turene til vandet både hårde og ubekvemme, var det befriende at kunne fjerne noget af blyet og alligevel kunne dykke ned helt uden problemer. Pludselig var afbalancering let.

Og med synet af gråheden snigende ind af vinduet her til morgen,  kan jeg kun sige, at jeg er glad for at vi brugte en solbeskinnet tirsdag på et ubekymret dyk og efterfølgende pizzaspisning i aftensolen med de altid hyggelige IBM’er.

Jeg kan kun opfordre andre til at benytte sig af muligheden - og fra næste uge kan man forestille sig at dykkerradiusen gøres større, da IBM’erne får deres nye dykkerbåd. Turene vil blive slået op på vores aktivitetskalender, og står der ikke noget, så kan det være en god ide at kontakte Jürgens, der er et af de naturlige bindeled mellem de to klubber og ofte vil vide hvortil næste tur går.

Og er der noget vi i Amfora god kan lide - så er det jo spas med nyt udstyr ;-)

/Rikke

også når det ikke er personaliseret ved formanden, der for de uindviede lyder efternavnet Strøm.

Men dette indlæg skal handle om årets første torsdagsdyk. En fast sommertradition i Amfora, hvor der hver torsdag kl. 17.00 (meget præcist) er afgang fra klubben, mod spændende dykkermål, styret og planlagt til mindste detalje af endnu en af Amfora’s dynamiske duoer – Snemanden og Hendriksen.

Plan A var ”Minestrygeren”, plan B ”Martina” og plan C var ”Kullen”. Hvis der var for meget strøm på henholdsvis plan A og plan B var der altid plan C – det er god turplanlægning.

Oppe i Hornbæk blev båden hurtigt sat i vandet, og tørdragtsdykkerne svedte tappert, mens de tog  inderdragter og tørdragter på. Af sted det gik efter Tina havde kostateret, hvor lidt plads der er til havnemanøvre. På det åbne hav gik det straks bedre, og hurtigt nåede vi frem til positionen, og ekkoloddet gav fint udslag, og vores dræg (bundlod med modhager) blev kastet. På vores bøje kunne vi se, at der var en del strøm, men mere erfarne folk end mig sagde at det ikke var noget problem at dykke med den strøm. Heldigvis havde vores dræg godt fast i vraget, så der var da lidt fast holdepunkt.

Søren og jeg startede med at gøre os klar, og lige da jeg stod og fokuserede på mit udstyr, var der åbenbart behov for at teste motoren. Jeg blev kastet bagud og faldt ned i noget udstyr samtidig med at jeg forsøgte at finde noget at holde fast i. Skaderne er ikke mere alvorlige end de 4 forholdsvis dybe sår i min hånd vokser sammen i løbet af et par uger. Så pas lidt på med gassen, når der er folk der er ved at gøre sig klar.

Der blev udlagt strømbøje og Søren og jeg var klar til at hoppe i vandet. Erfaring siger at strømmen tager af når man er kommet 5 meter ned, så det var der planlagt efter. Jeg væltede ud over kanten og havde solidt fat i tovet til strømbøjen. Hurtigt trak jeg mig frem til bundtovet. Der var godt nok en rigtig pæn strøm (nej ikke formanden). Jeg hev mig hurtigt ned af bundtovet og på 5 meter var der ingen strøm. Nu manglede jeg bare min makker. Han kom hurtigt og vi startede med at gå ned i dybet.

Vi nåede bunden på 25 meter og her hang dræget fast i noget tov fra et trawl. Egentlig en ganske udemærket løsning, som der ikke var gund til at ændre på. Sigten var et sted imellem ingenting og ikke eksisterende. Jeg var indstilelt på at gå op, og finde et bedre sted, men Søren tændte sin lygte og pludselig var der fin sigt og meget lys. Jeg satte for en sikkerheds skyld mit linehjul på bundtovet og vi svømmede lystigt af sted. Vi fik set de store tromler stålwire, som var blevet brugt til at trække dronen (til at stryge miner), vi fik også set dronen, styrhuset og andre småting. Vi fandt desværre ikke kanonen. De 30 minutter gik faktisk hurtigt og pludselig var det tid til at komme op.

Da vi kom op hvor vi skulle have vores sikkerhedsstop hang Hendriksen på bundtovet og ventede på sin makker, der åbenbart udeblev. Da Søren og jeg brød overfladen kunne vi næsten ikke holde fast i tovet og vi besluttede da også at slippe og så blive samlet op lidt senere.

Oppe kunne vi fortælle lidt om vraget og den dårlige sigt. Torsten havde måttet opgive kampen mod strømmen, og sad som en slået mand nede agter. Og når Torsten er hel tavs, og egentlig bare gerne vil være sig selv lidt, har det ikke været sjovt.

Andre havde mod på at gøre forsøget. Først skulle det være Tina og Snemanden. Tina kom i vandet, men tabte sin maske. Hurtigt fik hun en ny på, men desværre havde tovet til strømbøjen fået viklet sig om hendes ben. Hun kunne ikke meget andet end hænge i den stærke strøm. Hun gik ikke i panik, mens Søren og jeg fik hende viklet ud og taget hendes udstyr af. En ting er at tingene går galt, men at bevare overblikket i den situation og ikke gå i panik vidner om stor rutine. Stor respekt herfra.

Så var det Peters tur til at prøve at komme ned med Snemanden. Intet problem. Men de havde misforstået hinanden. Peter troede bare de skulle binde fra og Snemanden troede de skulle dykke på vraget og så binde fra. Peter kom først ned – og så var der bundet fra.

Og nu kommer den rigtige solstråle historie. Alle skal have muligheder for gode dykkeroplevelser, så vi sejlede ind til revet ved Nakkehoved Fyr, og så kunne dem der ikke havde fået et vragdyk, få et fint naturdyk med masser af fladfisk. Samtidig kunne Søren og jeg sidde og snakke biler mens vi kunne se en fantastisk solnedgang over Kattegat.

Da jeg kørte Torsten hjem var han igen den gode gamle Torsten, og fokuserede på hvor meget han havde lært og hvad der fremover kunne gøres bedre. Se det er en rigtig dykker.

Her dagen efter en efter sigende noget besynderlig landskamp mod Sverige, vil jeg skrive et indlæg om det virkelig vigtige - nemlig dykning, og tilmed på det vrag der er i daglig tale er kendt som “Svenskeren”. Endnu en af Amfora’s dynamiske duoer Senior og Junior Hansson havde arrangeret denne tur til “Svenskeren” med kort varsel. Og hele 10 personer havde tilmeldt sig.

Alt var klappet og klart til afgang kl. 8.30, så af sted mod Kastrup Lystbådehavn og så hurtigt i vandet med båden og klar til omklædning. Men pludselig kunne man ane panikken i Senior Hanssons øjne. Hvor var morgenbrødet med den for ham traditionsrige og uundværlige smøreost. Hurtigt en bil af sted - Senior kunne ånde lettet op.

Dette var en glimrende lejlighed for dem der er ved at tage speedbådskørekort til at få trænet noget sejlads, så Ulrich førte os trygt (og en smule bumpet) ud til vraget. Jeg ved ikke rigtigt hvad det skete, men i første forsøg på en oversejling gav ekkoloddet udslag og bundloddet blev kastet. Torsten og jeg selv havde generøst tilbudt at gå ned at binde på, og havde samlet 40 minutters dykkertid. Og de gik hurtigt.

Der blev set på kanoner i forskellige størrelser og ditto kanonkugler, der blev svømmet langs siderne, og hen agter for at se den lille stump agterspejl, der stadig står tilbage. Vraget så egentlig ganske anderledes ud, end jeg huskede det, og det var bestemt en god overraskelse. Vel oppe igen, overtog jeg dykkerledertjansen, samt min madpakke. De to ting gik denne dag op i en højere enhed. Hurtigt fik vi gjort de efterfølgende hold klar og dykningen blev rigtig fint overstået.

Jeg bliver altid glad ved gensyn med “gamle” medlemmer. Og det var en fornøjelse at have Maja og Villy med på denne tur. Og udstyret trænger vel også til at blive dyppet lidt efter 3 års tørke.

Torsten skulle sejle os hjem for at få lidt erfaring med båden og uden, at jeg skal komme i detaljer, var det nok godt for alles velbefindende at der var en vis overvågning, samt hjælpende hånd.

På land kikkede jeg lidt mistroisk på uret og konstaterede at klokken ikke var mere end to. Jeg fik tilladelse til at tage en tur i min kærestes nyttehave, mens andre ville ud at nyde resten af eftermiddagen på vandet.

Og sådan slutter dette lille dykkereventyr.

Egentlig skulle turen være gået til Kattegat med Havgus, men på bestillingstidspunktet var der ikke tre pladser, og vi var tre, der efterhånden trængte til at se nogle gode vrag. Så alternativer blev undersøgt, og via internettets ulyksalige veje kom turen til at gå til Öland. Da jeg havde fået undersøgt det hele lidt nærmere viste det sig, at der var over 500 kilomter derop, men det er vel intet at regne i godt selskab med Søren Kassevogn og Tom. Vi var dog lidt skeptiske, da vi forlod København i regn og blæst - og det skulle ikke blive bedre i løbet af week-enden, sagde vejrudsigten.

Turen var lang, men vi ankom vel torsdag aften omkring kl. 23 og vi fik hurtigt indlogeret os i hytten og som en lille belønning nød vi en stille Leffe.

Fredag morgen skulle der dykkes og det viste sig at vi var de eneste gæster på centret - ud over vores divemaster og skipper. Så vi havde en hel kutter for os selv - sikke en luksus. Vejret var perfekt til dykning. Ingen vind og let overskyet, med solen kikkende frem af og til. Begge vores dyk den dag skulle være på en sunket hotelpram, som på svensk kaldes “Hantverkspråmen“. Fulde af forventning sprang vi alle 4 i vandet - nu skulle der dykkes. Og vi blev ikke skuffede. Der lige nedenunder os lå en ordentlig klods, der nærmest skreg på penetrering. Vi holdt os dog lidt tilbage på 1. dyk og svømmede rundt om kalorius og så lidt på de store ankre, samt nogle fine kik ind af de mange koøjer. Sidste halvdel af dykket svømmede vi igennem det øverste dæk. Og der var rigtig fin sigt - over 10 meter. Det var rigtig fint det her.

Da vi kom op, skulle vi skynde os at tage dragten af, for skipper havde maden klar. Så hurtigt af udstyret og så var vi klar til en rigtig fin omgang klassisk pasta med kødsovs. Efter skafningen var der tid til at slå lidt mave på dækket før andet dykket. Her var aftalen at vi straks ville penetrere, og alle 3 dæk. Max tid 50 minutter. Det var spændende at svømme rundt inden i sådan en stor kolods når man var nået den ene vej, så gå et dæk ned og svømme den anden vej. Der var måske ikke så mange detaljer, men der er noget specielt ved at få “tag på”.

Vi var allerede i havn kl. 3, så hvad skulle vi så lave. Nåh jo købe ind til aftensmad, som vi selv skulle stå for, og så kunne vi da også besigtige området. Men først indkøb. Og som opvarmning til Strömstad, blev der købt en stor side ribben - til deling - og så tre velvoksne pølser til hver. Intet grønt, men en fuldfed kartoffelsalat, og så et par flutes til pølserne. Hertil en mørk Leffe - livet var rigtig godt på dette tidspunkt.

Jeg vågnede midt om natten ved at det nærmest stod ned i stænger. Satans også tænkte jeg. Så indhentede regnvejret os alligevel. Men da det blev morgen, var alt regn forduftet, ingen vind og let overskyet. Hvor godt kunne det blive. Og dykningen skulle være hjuldamperen Malmöhus. Forventningerne var tårnhøje. Først skulle Tom og vores divemaster Alexander dykke, og så skulle Søren og jeg komme 10 minutter senere. Vraget står på 38 meter, så der blev brugt lidt tid på planlægning. Søren og jeg aftalte 20 minutter, med tvungen deko. Første hold kom fint i vandet, men da Søren og jeg hoppede i vandet, kunne Søren konstatere at jeg havde en udstyrsdefekt på mit manometer. Det blev hurtigt fikset og vi var på vej.

Der var godt nok dårlig sigt. Max. 1 meter. Men første hold havde bundet en ledeline fra bundtovet hen til vraget. Jeg satte dog selv mit linehjul på bundtovet, så jeg var sikker på, at vi kunne finde tilbage. Vi svømmede hen over vraget og fandt det ene skovlhjul og en lille souvenir. Pludeslig lå der en vinflaske, og da jeg havde fået fjernet det værste mudder, skulede “Der Führer” olmt til mig. Da jeg viste flasken til Søren kunne han ikke lade være med at grine - ikke så praktisk på 38 meter. Flasken er givet blevet palceret på vraget, da der er stregkode på flasken, men sjovt var det.

Da vi skulle tilbage, var ikke rigtig glade for vores linehjul, men vi “glemte” at tage ledelinen med op. Intet problem. Den blev hevet op med bundtovet, og de brædder som fulgte med op, blev dumpet igen.

Vi droppede andet dykket på dette vrag p.g.a. den dårlige sigt og sejlede i stedet hen til en lille coaster der hedder “Nordfart“. Glimrende valg - for nogle. Igen de samme hold og samme princip med at vi skulle komme 10 minutter senere. Jeg havde dog lige bedt Tom om evt. at flytte bundloddet over til vraget, hvis det ikke stod lige på. Da Søren og jeg kom ned, kunne vi se vraget 10-15 meter væk, og jeg blev egentlig lidt sur på Tom fordi han ikke lige havde taget bundloddet med derover. Nå men den gode sigt var der jo ingen grund til det. Og de havde godt nok været flinke - der var slet ikke mudret op. Gode folk. Søren og jeg svømmede rundt og pludselig gik der sport i at finde torsk nede i lasten, som var en fint stablede kalksten. Vi så et par rigtig fine torsk på +10 kg. Ærgeligt, at de ikke var til at komme til - det havde været glimrende aftensmad.

Dette var et rigtigt Anders And vrag med rigtig fin sigt på 15 meter. Og da vi kom op var Søren og jeg ovenud tilfredse og skulle lige have Toms syn på tingene. Han var knap så begejstret - for de havde ikke fundet vraget. En rigtig fin bedrift vil jeg sige. Tom skal dog være undskyldt, da han jo fulgte divemasteren. Og Alexander var ikke tilfreds, men kunne til sidst selv se det sjove i det.

Aftensmaden blev indtaget på restaurant med fin udsigt over strand, havn og Kalmarsund. Hvor var det smukt og maden var spiselig, vel nærmest god.

Søndag peakede dykningen helt ud af skalaen for uovertruffen fantastisk god dykning. Dette var hvad jeg på forhånd havde drømt om. En galease der stod på 30 meters dybde, nærmest intakt, med en sigt på 15 meter. Så er der fandeme noget ved at være dykker. Det var muligt at svømme ind i lasten, se roret, ankeret, bovsprydet, galeonsfiguren, de mange smukke detaljer på sådan et gammelt skib. Intet at sige til at andet dykket også blev gennemført her. Godt nok havde jeg haft min anden defekte højtryksslange, men heldigvis have vi alternativer på plads, så det ikke var nødvendigt at aflyse andet dykket. Her var det muligt at gå endnu mere i detaljer. Jeg kunne snildt have 10 dyk på dette vrag uden at kede mig. Vraget går unde navnet “Skriner“, og dette var i sandhed et smukt skrin, som indholdt fantastiske ting at se på. Og kun se. Vraget var opdaget for nyligt, så det var ikke flået fra hinanden af glubske vragrøvere, og lad det fortsætte sådan.

Så kort fortalt. Er du til noget af nordens bedste vragdykning så er det af sted mod Öland og ud at dykke med Long Island Divers.

Jürgens