Lige inden jeg sammen med Jürgens og Tom tog på dykkerferie til Maldiverne og Sri Lanka, her i slutningen af januar, havde jeg den meget kedelige fornøjelse, at drikke et glas for mindet om en kollega, der druknede.
Hun havde været på ferie på Caribien, ville tage en uddannelse/et prøvedyk og døde under dykket. Hun blev 30 år og blev begravet fredagen før vi tog afsted.
Udover den tragedie, det var for hende og hendes familie, var det også noget der satte sit præg på mig, som jeg stod der og var på vej på en dykkerferie. Det var da også det, der var i mange af mine kollegaers tanker og hilsner, da jeg blev ønsket god ferie.
Heldigvis kom alle godt hjem fra denne ferie.
Og vi havde fantastisk dykning - men også mange mere eller mindre farlige situationer, da Sydmaldiverne ikke er kendt for sin ukomplicerede dykning, og helt levede op til sit rygte.
Jeg var ude i min til dato voldsomste udfordring indenfor strømdyk - og lavede en fejl, som kunne have kostet dyrt, men heldigvis blev reddet hjem:
Det var vores 3. dyk. Dykkerstedet hed ironisk nok “Happy Corner”. Ved briefing var vi blevet advaret om, at der ville være “noget” strøm.
Nu er “noget” jo en relativ vag betegnelse - og ikke en melding, der havde sat mit risikoberedskab i højalarm. Det gik sådan set også fint nok. Vi dykkede ned, fandt vores makker og med strømmen i ryggen, dykkede vi langs en fin væg, indtil vi kom til nogle flotte overhangs/huler.
Da det stadig var i starten af dykket, var alle dykkerne (vi var 13 eller 14 i alt) stadig samlet og det betød, at rimelig mange på samme tidspunkt dykkede ved og i selve overhanget.
Det var så her, at jeg i misforstået høflighed, fik kastet mig selv ud i en risikofyldt situation. Da der var ved at være fyldt under overhanget, tænkte jeg, at jeg ville dykke over overhanget, så jeg ikke kom i karambolage med resten af gruppen.
Tanken var nærmest ikke tænkt til ende, jeg var kun begyndt at gå lidt op - da dét mere erfarne strømdykkere ved vil vide kan ske - kom til at ske:
Meget stærk strøm der løb nedover revet og ud tog mig. Og i en brøkdel af et sekund - blev jeg med voldsom fart ført både væk fra revet og ned i dybet. Uanset hvor meget jeg forsøgte at svømme imod og op, var der ikke noget at gøre - og jeg mødte med hastig fart både 25 og 30 meter og det gik kun nedad.
Jeg måtte indse, at jeg ikke kunne kæmpe i mod og at jeg kun ville bruge al min luft, alt for hurtig hvis jeg ikke gjorde noget andet. Der var derfor kun en anden ting at gøre, og det var at komme noget luft i vesten og forsøge at lave en kontrolleret opstigning.
Det viste sig at være nærmest lige så svært, som at komme tilbage til revet. Jeg pustede og pustede - men rørte mig ikke ud af flækken dybdevis, hvor jeg efterhånden havde nået de 40 meter.
Jeg tænkte på om det var nu, jeg skulle begynde at dumpe mit bly?
Inde ved revet blev mine meddykkere mindre og mindre. Råbe kunne jeg ikke og fagter hjælp heller ikke. Ved det tidligere dyk havde Jürgens og jeg mistede kontakten, da strømmen rev os i hver sit retning - og vi havde sluttet vores dyk i hver sin gruppe. Vi havde snakket om, at nogen gange er det dét, der er den rigtige beslutning og jeg regnede med, at det samme ville gøre sig gældende her.
Pludselig kunne jeg dog se, en skikkelse rive sig løs af revet og langsom men sikkert, kom min makker imod mig. Heller ikke han var dog upåvirket af strømmen, der pressede ham ned - og han fortalte bagefter, at han havde brugt 100 bar på turen ud fra revet og tilbage igen.
Sammen lykkedes det os at komme op - og lidt efter kom vi rundt om strømmen, så vi kunne komme ind til revet igen. Da vi nåede revet fik vi sat vores reefhook i hver sin sten og tog os et par minutter hvor vi fik pusten igen - inden vi begyndte at dykke ud.
I situation gik altid så hurtigt, at der ikke er meget tid til at reflektere og det eneste man har at støtte sig til er ens viden og håb på at ens reaktioner vil være de rigtige. Efterfølgende går tingene videre og dyk efterfølges af dyk - og vi vores gruppe blev vi ikke udsat på lige så voldsomme strømdyk som dette.
Men i den efterfølgende refleksion, er jeg sikker på, at det er den dykning jeg har gennemført herhjemme, de ting jeg har snakket med andre om i klubben og i det hele taget dét, at jeg dykker rimelig regelmæssigt herhjemme der gjorde, at jeg klarede mig igennem på en rimelig fornuftig måde.
Sydmaldiverne er ikke for begyndere, urutinerede eller folk der er i dårlig form - men er klart et besøg værd og jeg gjorde det gerne om igen - men turen har også bevistgjort for mig, hvor vigtigt det er at holde sin dykning ved lige herhjemme, også selvom man synes at det tit er lidt sjovere med mantaer end rødspætter.
… og mataerne - dem så vi faktisk også en del til.
Du kan læse bådens weblog her: My Sheena (vi tog turen i uge 8/2009) og Jürgens beretning om turen her: Jürgens.dk (begge dele er igang med at blive opdateret).
Og så gik det ellers derud af. 2 ture med Store Grå før mad, mennesker og bagage var læsset af. Første hold gik i gang med at lave bål og sørge for at maden var klar og teltene rejst, så der var klar lejr, når det sidste grej og mennesker var sejlet over.
Derefter stod den på lækker mad tilberedt på bålet og det ville være en skam at sige, at nogen gik sulte fra bordet, for der var mildest talt rigeligt.
Om natten kom den lovede regn og det lød som om at det regnede igennem. Ved syvtiden så det gråt og trist ud - men kl. 9 var der tørt og solen kom frem og himlen blev blå.
Vi dykkede på skrænten og nåede hurtigt en fin dybde. Der var ikke så meget at se helt ude, men længere ind mod land, er der et fint landskab med en masse liv og vi fandt da også en enkelt stor flad, som ikke brød sig specielt om at blive taget i halen… Sigten var fin, der var lidt udad strøm, men ikke noget man ikke kunne svømme imod.
/Rikke