Hovedsiden: www.amfora.dk     Blog-forside  · Referater  · Gyldne ord

Indlæg tagget med ‘Dykkertur’

Traditioner i nye rammer

søndag, 30. august 2009

Årets Hven-tur er den tredie i rækken, og traditionen tro truede DMI op til turen med dårligt vejr, blæst og regn - og traditionen tro lå vi lige i udkanten af det hele og bortset fra en ordentligt skylle, da vi var ved at pakke sammen i Rungsted Havn, så var vejret med os.

Selvom er var noget vind mens vi sejlede frem og tilbage, så løjede vinden af om aften til dykket og det holdte tørt og var relativt stille resten af tiden - så alt i alt blev det en tur hvor vejret var i centrum på den positive måde.

Da vi (traditionen tro) var en smule lav på biler mødtes vi i klubben torsdag for at pakke grej. Og fredag blev båden hentet og kørt til Rungsted Havn, hvor de sidste stødte til og lidt over fem, kunne første hold sejles mod Hven, hvor vi i år havde besluttet os til at overnatte på campingpladsen.

På sådan en tur deles opgaverne ud. Det er noget af en logistisk opgave - men det ender altid godt og mens nogen står for aftens- og morgenmad og står nogle andre for at fikse frokost, og andre igen sørger for brændet - da ild og lejrbål jo er det der driver turlederen bag Hven-turen ;-)

Og også i år var opgaverne pænt fordelt og derfor var en aflysning i sidste øjeblik - fra hende der stod for tilbehøret til aftensmaden - en ny logistisk opgave. Men på trods af sygdom levede Elizabeth op til sit ansvar og det er første gang i Hven-turenes levetid, at tilbehøret til aftensmaden lige bliver håndleveret før afgang i havnen. Men sikken en ansvarsfølelse og en stor tak skal lyde fra alle på turen; vi nød både salaten og det hjemmebagte brød i stor stil og var superglade for at det hele blev overleveret klar til at spise.

Da første hold havde slået telte op og maden var klar, kom andet hold med udstyr og da maden var fortæret og mørket så småt begyndte at sænke sig, blev der gjort klart til natdykket. Der var 5 der skulle dykke og der blev derfor sat et 3-mands og et 2-mands hold, som under den stjerneklare himmel gjorde sig klart til et dyk blandt ål, torsk og fladfisk.

Dem der ikke dykkede hyggede sig ved lejrbålet, der i det medbragte bålfad blev transporteret ned på stranden. Der sad vi så og nød mørket, stjernerne og en kop kaffe eller blå cola. Det blev ikke til nogen irske kaffer, selvom vi både havde kaffen, whisky, farin og flødeskumspistol … for nogen havde glemt fløden til skummet….

Ved midnat gik de første i seng og lidt efter lidt blev pladserne omkring bålet forladt og luftmadrasser (for dem over 40) og liggeunderlag (for dem i 20′erne og 30′erne) blev taget i brug i teltene på campingpladsen. Og under den mørke nattehimmel og de mange stjerneskud, blev der sovet og samlet kræfter til den næste dag.

Omkring kl. otte var alle ude af teltene og en lækker morgenmad suppleret af Maltes friskplukkede brombær blev fortæret af alle. Og mens solen tog fart over os, blev holdet splittet i dykkere og vandrere og de førstnævnte gjorde sig klar til en tur i dybet og de andre til en gåtur rundt på øren.

Da der skulle otte mand (heraf en enkelt kvinde) i vandet blev vi smidt i som 3 tomands hold. Jeg dykkede sidst med René og selvom jeg flere gange har haft rigtig fine dyk her på nordsiden af Hven, så var dette dyk mest pænt uden at være prangende … men det kunne også skyldes, at jeg under hele dykket bøvlede med en maske der duggede og jeg derfor kun i brøkdele kunne se ordentligt.

Til gengæld havde jeg fornøjelsen af en fantastisk navigatør, der med en centimeters nøjagtighed fik os placeret ved broen, sådan at vi kunne ligge og kigge på bropillerne på det sidste minut af vores sikkerhedsstop. Vældigt, vældigt fint.

Efter dykningen blev der lavet frokost og i sol og kamp med hvepsene blev maden indtaget.

Og så var den tur egentligt slut og turen tilbage til Sjælland kunne påbegyndes.

Det var et noget bumpy ride hjemad - til gengæld fik ingen af os en to meter høj bølge ned over os … og det er jo ellers noget, der ser ud til at kunne vække gevaldig morskab - hos dem det ikke går ud over!

Hven-turen blev født som en ide om at lave en tur, lidt primitiv - med mulighed for bål, som amforianere havde lyst til at deltage i sammen med kæresten/familien. Og selvom vi i år flyttede på en campingplads, så synes jeg stadig at turen lever op til sit overordnede formål.

Vi var 10 afsted, heraf et enkelt barn og 3 ikke-dykkende kærester, og jeg synes at turen gav rum og plads til både dyk og hygge.

Læs også om turen på Jürgens blog

Mod mørkere tider og masser af aktivitet.

tirsdag, 11. august 2009

På torsdag afvikles sæssonens sidste torsdagsdyk og med vanlig ironi, ser det ud til at man godt kan nå at blive våd inden man kommer i vandet - men det har nu ikke hindret os at gennemføre flere af de hidtidige torsdagsdyk. Der er stadig ledige pladser på turen og hvis du ikke når det, kan du både komme ud på lørdag og på søndag.

Afslutningen af torsdagsdykkene er samtidig start på Amforas “indeaktiviteter” herunder nogle af vores sociale arrangementer og her i år er der da heller ingen undtagelse på det punkt.

Vi starter ud med Amforas sommerfest der holdes den 22. augugst. Det bliver et brag af en fest - eller, det bliver det selvfølgelig først når vi lige får de sidste til at melde sig til inden den 17. august. Hvis der er flere end 30 tilmeldte er planen, at vi får lækker mad udefra og bliver vi færre, overvejes det at gentage Joachim og Jens’ hotdogs-koncept. Hvis du overvejer at deltage, så meld dig til nu!

Klubben holdes oppe af frivilligt arbejde og du har muligheden for også at byde ind på det punkt. Søndag den 6. september er der arbejdsdag i klubben. Vi mødes i klubben om morgen og man giver den tid man kan afsætte, på at få orden på klubben. Du melder dig til på amfora.dk

Amfora samarbejder med Løbeklubben AK 73 om at pakke gaveposer og afvikle IN Kvindeløbet og derfor er der brug for ledige hænder på to tidspunkter; Tirsdag den 8. september skal der pakkes gaveposer. Det er fra kl. 18 - 22. Søndag den 13. september er selve løbsdagen. Der er brug for hjælp fra ca. kl. 10 - 14. -  medhjælperne kan også være familie og børn. Kontakt Torsten enten på mail torsten [snapela] arendrup [dot] dk.

Det er populært at dykke og det kan Amfora også mærke. Lige for tiden er vi blevet kontaktet af en del allerede uddannede dykkere, som godt kunne tænke sig at dykke med os. Derfor foregår der en del tjekud dyk for tiden, sådan at vi kan se hinanden an som dykkere. De nye medlemmer i Amfora, skal der tages ordentlig hånd om. De skal introduceres til klubben, til hvordan vi “plejer” at gøre ting og vi skal mødes på tværs. Derfor bliver der den 16. september holdt en klub/buddy-aften hvor nye og gamle medlemmer kan mødes og der kan blive etableret de buddy-ordninger, der skal sikre at alle nye medlemmer har en buddy, de kan spørge til råds om klubben. Meld dig til arrangementet og byd vores nye dykkere velkommen.

Med efteråret og vinteres komme genoptager vi også Fællesspisningerne. Fællesspisningerne ligger den sidste fredag i måneden og alle har mulighed for at arrangere en fællesspisning. Fællesspisningen i september er den 25. september.  I oktober er fællesspisningen flyttet til lørdag den 31. oktober - der også er Allehelgenesaften - den aften vil jeg byde alle velkommen til en aften med gys og spøgelseshistorier. I november vil fællesspisningen falde den 27. november. Fællesspisningerne i september og november er ledige så hvis du er en kvik-kok, eller bare er ham/hende der gider står for det, så har du mulighed for at byde ind og melde dig. Du melder dig til på amfora.dk.

Udover de sociale arrangementer kan Amfora da også stadigvæk byde på dykning. På nuværende tidspunkt er udover den 13. 15. og 16. august også dyk den 28-29. august hvor turen går til Hven, med natdykning og overnatning. Der er stadig en - evt. to ledige plads(er) på den tur - og da vi er bekneb med køretøjer vil en dykker med bil blive foretrukket.

I september er der planlagt dyk den 12. og den 27. september - men hvis guderne vil og vejret holder og nogen gider - så er det også muligt at dykke de andre weekender, det kræver bare at nogen tager teten og melder sig som turleder og slår turen op.

Weekenddyk

mandag, 10. august 2009

Nu hvor torsdagene i denne sæsson ikke altid har vist sig fra den helt pæne side, har vi linet ikke mindre end to dyk op her i weekenden, sådan at alle har mulighed for at komme i vandet, mens det stadig er lunt og sommerligt.

Meld dig til på amfora.dk enten lørdag den 15. august hvor Jürgens vil se om han kan finde noget dybde til udtjekning af potentielle nye medlemmer til Amfora eller søndag den 16. august hvor Jesper F sender en trofast torsdagdykker i dybet.

Begge dage er der afgang kl. 8.30 - dykkerstederne afhænger af vejret.

Mellem regnbuer og kanoner

fredag, 24. juli 2009

Det har ikke været det bedste vejr, der har præget denne sæsons tordagsdyk - og dagen i går var heller ingen undtagelse. Planen var Vapper, men i tiden op til torsdag drillede vejret os og både vindens hastighed og retning, samt forventet nedbør skiftede flere gange.

Jürgens, der var dagens turleder, havde meldt følgende ud til de tilmeldte dykkere:

Praktisk talt havblik: Båden sættes i vandet i Dragør kl. 17.00 og vi mødes i Dragør lystbådehavn kl. 17.00 og vi sejler til Vapper.

Moderat vind: Vi dykker på Kanonvraget øst for Saltholm. Båden sættes i vandet i Dragør så båden ligger i vandet kl. 17.00 og der mødes i Dragør lystbådehavn kl. 17.00.

Alternativt har jeg overvejet stranddyk, men det bliver så ved Helsingør.Vi kunne evt. grille efterfølgende, men de lover regn.

Kraftig vind: Aftenen er til fri dispossition.

Enden på det hele blev, at vi mødtes i Dragør og sejlede ud til Kanonvraget. Vejret skulle drille lige til start, så da vi (eller rettere Torsten og Tom) satte båden i vandet, satte det ind med styrtregn.

Da resten af holdet troppede op med forsyninger og flasker fra klubben, havde regnen dog taget af og det var i tørvejr og på fladt vand, vi sejlede ud mod vraget.

Kanonvraget er jo et fint lille vrag, hvor man dog - som Jürgens udtrykker det - skal kunne fornemme historiens vingesus, for rigtig at værdsætte hvad det er man støder på dernede.

Søren Kassevogn og Frederik blev smidt i som første hold og strøg gennem strømmen og ned for at binde på. Selv dykkede jeg med andet holdet med Torsten og Lars I - og sigten var moderat da det blev vores tur.

Der var en del strøm, så derfor blev vi smidt i vandet med torvet, sådan at vi kunne hive os igennem strømmen en efter en og mødes enten på 5 meter eller ved vraget, afhængigt af strømmen.

Nede ved vraget var der ingen strøm og vi kunne vi da stadig se en del af skibet og kanoner og fornemme hvor stort det alligevel må have været.

Sidste holdt var Jürgens og Jens N - og da de kom op havde det blæst lidt op, og vi fik allesammen smagt strømmen, mens vi lå og hang på dekoet, men Tom der var bådfører, formåede alligevel at få os sejlet ganske bekvemt hjemad. D

et gik mellem store skibe, under broer med gennemkørende tog - og lige direkte gennem en regnbue og hjem i havn.

Og mens solen gik ned over Dragør og pakkede vi sammen og vaskede båd og grej og var pænt tilfredse med, at vi allligevel havde holdt fast i at afvikle dykket, og muligvis har nogle af de CMAS* på vej til ** fået et hak i veludført strømdyk?

Der er endnu 3 torsdagsdyk på programmen inden sæsonen lukkes ned for i år.

Møller og sporvogne

fredag, 17. juli 2009

“Der skulle være dumpet sporvogne ved Mølle nr 20″.

Vi havde hørt det fra flere sider, så torsdagsdykket (den 17. juli 2009) gik til møllerne udenfor Kastrup Lufthavn.

6 glade dykkere tjekkede vejr, vind og ikke mindst ekkolod, for at finde de der famøse sporvogne. Vi loggede omkring 3½ meter vand - og ind i mellem var der noget der godt kunne minde om sporvogne på skærmen.

Og hvad vi fandt … eller ikke fandt kan du læse om på Jürgens blog:

Torsdagsdyk

fredag, 19. juni 2009

Første torsdag efter Strömstad, starter sæssonen for torsdagsdyk.

Det er lige nu og her!

Normalt er et torsdagsdyk blevet slået op et lille stykke tid før det er blevet afviklet, men som noget nyt, har vi i år slået alle dyk op på en gang.

Du finder dem på amforas aktivitetskalender, og du kan også se dem på amforas kalender - som du kan downloade fra forsiden af amfora.dk

Det betyder at der ikke er nogen angivelse af sted og niveau forud for dykket - men det betyder ikke, at der ikke er tænkt over hvem der skal arrangere dykket eller hvor det skal gå hen.

På alle dykkene er der en turleder - du kan se hvem det er, på kalenderen eller på detailkalenderen - så hvis du har nogen ideer eller ønsker til hvad du gerne vil dykke, er det nu du har en mulighed for at finde en turleder og tage en snak med ham/hende om hvor turen kunne gå hen.

De fleste ture har en makstilmelding på 8 personer og lige nu er der stadig ledige pladser på de kommende torsdagsdyk - og de siger, at det er i næste uge at sommeren kommer, så måske var det nu, at du skulle komme i vandet og teste dragten!

Amfora 26 år

torsdag, 18. juni 2009

Så blev klubben 26 år og en lille fast skare fejrede det med grill og havheks på Amager Strandpark.

Selvom fremmødet var af beskedet omfang, var det lykkedes at stampe både dykkere og familie og børn op.

Og under en stadig mere truende himmel, kunne vi efter 2×30 minutter med fornøjelser i navlepieceringer og brystvorter samles rundt om grillen i læ af kassevognen, og fornøje os med lækkerier fra grillen, mens vi ønskede os selv og Amfora tillykke med fødselsdagen.

Fødselsdagsdyk 2009

mandag, 15. juni 2009

De lover godt vejr og vi lover super dykning og grill på stranden - så tilmeldingsfristen til fødselsdagsdykket anno 2009 er blevet forlænget til tirsdag kl. 12.00 - så alle kan nå at få meldt sig til.

Ta’ familie og børn med og mød og op og vær med til at fejre Amforas 26 år i dybet.

Dykkerholdet tager af sted fra klubben kl. 17.00, og ankomst ved Amager Strandpark må forventes omkring kl. 17.30. Her vil der så blive gjort klar til dyk, samt sat gang i grillen.

Selve dykket foregår ved møllerne udenfor Amager Strandpark, hvor der er et flot undervandsliv og hvis vi er heldige så der er mulighed for et godt strømdyk.

Grilning og madhygge starter omkring 19.30.

Folk skal selv tage deres kød med.  Der vil blive medbragt bestik, service og drikkevarer fra klubben. Derudover vil blive arrangeret noget salat og diverse til pølserne på grillen.

Hvis der er nogen som har lyst til at give et nap med til at arrangementet går godt, må de meget gerne melde sig til Jesper eller Rikke.

Tilmelding foregår på klubbens hjemmeside - der er seneste tilmelding i morgen tirsdag kl. 12.00.

Husk at angive om du skal være med til dykket, eller kun deltager i grillhyggen.

Foto fra sidste års arrangement

Fødselsdagsdyk

tirsdag, 2. juni 2009

Den 17. juni er det klubbens fødselsdag. I 2008 var det tilmed 25 års jubilæum og mange af klubbens medlemmer mødtes ved Havheksen for at fejre klubbens jubilæum. Og her blev ideen om en ny tradition født. Hvert år skal der være et dyk på klubbens fødselsdag.
Og nu har du muligheden for at være med til at fejre klubbens fødselsdag ved at tilmelde dig på hjemmesiden.
Vejr og vind afgør dykkersted, men det bliver et sted hvor alle kan være med og det er muligt at tænde grillen bagefter.
Så tag familien med, så vi kan blive rigtig mange der i fællesskab kan kan løfte gl.. øhhh, nå nej - dåsen og udbringe et længe leve for Amfora.

Strömstad 2009

tirsdag, 26. maj 2009

eller

De våde tørdragters tur

31 amforianer, både de dykkende, drikkende, golfende, medfølgende og børn tog turen til Strömstad i år.

Og det blev en rigtig hyggelig tur, hvor der, som Formanden selv sagde i sin lørdagstale; var plads til det hele.

Og der havde han helt ret, for plads til det hele, var lige hvad der var.

Der blev arrangeret 8 dyk på turen.

To om torsdagen fra “den fulde svensker”, tre om fredagen, heraf to fra “Saltø” i regnvejr (stedet kaldes også “Tom Blyfri” af nogen) og endelig et natdyk for de friske få. Om lørdagen tog vi til “Eriks Ø” hvor der også var plads til to dyk og endelig fik de morgenfriske et sidste dyk på den sidste dag - på et endnu unavnet givet sted - som ser lovende ud … og som jo kunne kaldes “dybet udfra den åbne dragt“… ;-)

Dykkene var af forskellig kvalitet, men der er ingen tvivl om at dem der holdt regnen ud om fredagen og dykkede ved Saltø fik den allerbedste dykning i år … Jeg kan huske, at da jeg dykkede stedet forrige år, så var det i min verden på højde med undervandslandskabet på Maldiverne … bare uden de fantastiske farver - og jeg fik fortalt at det stadig var lige så flot.

Udover landskabet så blev der spottet hummere, troldhummere og troldkrabber, taskekrabber, eramitkrebs, havkatte og mange forskellige fisk. De lykkelige natdykkere fik et dyk fyldt med morild og mysterier

Mens nogen dykkede, dyrkede andre spaen, golfen, shopping eller bare hygge derhjemme - og der blev begået mange bagværk ude i de små hytter, hvor både morgenbrød, kanelboller og pandekager - det sidste til hele flokken - blev tryllet frem.

Topdykkerne på turen var Jesper F og Alvin, der begge fik dykket igennem og fik dykket alle 8 dyk … vi siger ikke hvem der ramte bunden … men der var da nogen, der for X’ene gang kun tog tørdragten med, for at slæbe den frem og tilbage ;-)

Som den alternative overskrift siger, så var det også turen hvor ikke mindre end 4 våddragtsdykkere kunne hælde indtil flere liter vand ud af dragten. De fleste af de våde dykkere kunne takke sprængte manchetter for deres vandgang - og det lige før at klubben på sin næste tur er nødt til at have et lager af reservemanchetter, for at være helt perfekt.

Men når nøden er størst, er klubånden ligeledes stor, så da Frederik sprængte sine manchetter om fredagen blev der i hast kørt til den nærmeste by efter en ny forsyning og der blev koordineret lån af hårtørrer og kompetencer rundt om i hytterne og kombineret med en dåse peanuts til hjælps, fik han monteret nye manchetter og da de blev testet om søndagen var de heldigvis helt tætte.

Det blev dog et temmeligt vådt dyk alligevel, men dog kun for hans makker, som valgte at lukke den sidste bid af sin lynlås - i vandet!

På turen blev også den sidste CMAS** teoriprøve taget og nu har hele holdet bestået teorien og der mangler bare de sidste prøver, som vi forventer bliver gennemført her i den kommende tid, så vi har 7 nye CMAS** klar til nu, hvor kalenderen jo overstrømmes af dykkertilbud.

For Strömstad er jo om noget, startskudet til den nye sæsson - og hvis resten af sæssonen bliver som dette års Strömstadstur … ja, så har vi noget godt i vente.

[undervandsbillederne er venligst tyvstjålet fra Jürgens fotoalbum fra Strömstad 2008]