Grejdag
5. november 2007 af RikkeFrank havde kaldt til Grejdag og en efterhånden voksende flok trodsede det fine efterårsvejr og sluttede op om initiativet.
[klik på billedet for at se flere fotos fra grejdagen]
Selv ankom jeg ved en halvelleve tiden og der var der fuld fart på og heftig aktivitet. Tina og Rene ryddede op i tovværket. De sorterede og smed ud med kyndig hånd. Lige der kunne man se det gamle ordsprog i levende live: “Efter en samler kommer en spreder!” For i nogenlunde samme hast som Rene og Tina smed ud, blev rebenderne reddet hjem af Onkel Frank, der ikke kunne få det over sit hjerte at lade rebenderne ende livet i en stor sort sæk på genbrugsstationen.
Gennemgående kan man mærke at Amfora er præget af både spredere og samlere. Både når der skal samles sammen og når der skal ryddes op. Og ryddet op blev der!
På den halve dag hvor jeg var til stede, blev de to grejrum og fylderummet ryddet, rengjort og fyldt op igen - nu i en mere overskuelig orden.
Bly der ikke umiddelbart kunne genkendes som noget der blev brugt er blevet lagt ud på røret i værkstedet og flasker der ikke tilhørte aktive dykkere er stillet ud i det grejrum hvor båden ligger. Det har skabt luft og plads i fylderummet - men tingene er ikke længere væk end at de kan hentes ind, når der igen skal dykkes med det.
Det var min første grejdag - men det bliver ikke min sidste. For det er en hyggelig fornøjelse at være med til at rydde op og skabe gode rammer i klubben, og på en eller anden måde, er det så meget nemmere at komme igang, tage fat og se resultater, end når man går igang med oprydningen derhjemme.
Så fra mig skal der lyde et tak til Frank for initiativet, det var faktisk en helt ok måde at tilbringe en søndag formiddag på - og så lykkedes det mig også at finde det blybælte som jeg troede havde mistet og det var jo ikke så ringe endda.
Der er billeder fra grejdagen i Amforas fotoalbum
Tags: arbejdsdag, grej, klubben
5. november 2007 at 9:36
Og en del af oprydningen var at smide gamle og brugte dykkerlederjournaler ud, så hvis du ikke havde mulighed for at komme og hjælpe til på selve grejdagen kan du hjælpe dine dykkervenner ved at lave en stak laminerede dykkerlederjournaler. Du finder vores dykkerlederjournal her:
http://amfora.inforce.dk/graphics/Dokumentarkiv/Dykkerlederjournaler/Dykkerlederjournal_lille.xls
Jürgens
5. november 2007 at 11:15
Har nu været inde og kigge på billederne, og folk har jo været superflittige. Inspireret af dette, har jeg nu taget fat i Jürgens opfordring og printet dykkerjournaler ud, og vil gå igang med lamineringen i aften! :)
Det er dejligt, at i gad bruge en søndag på at rydde op i klubben.