Hovedsiden: www.amfora.dk     Blog-forside  · Referater  · Gyldne ord

Torden i det fjerne

12. august 2007 af Jürgens

Jeg vil starte med en lille omskrivning af det gamle ordsprog “selv den bedste planlægning kan ikke hamle op med det rene svineheld” til “Selv den bedste turplanlægning har brug for lidt svineheld”.

I ugen op til den planlagte lejrtur til Hven var DMI’s hjemmeside blevet besøgt uhyre flittigt, og der havde været varsel om alt fra 15 mm regn til ingenting. Ikke de bedste forudsætninger for en tur, hvor der skulle overnattes på stranden.

Efter en mail hvor turdeltagerne blev spurgt, om de var klar til de udfordringer vejret måtte give, havde givet et klart og utvetydigt “vi tager af sted”, så var det bare at få pakket det sidste og komme af sted.

Torsdag var Ulrich’s bil blevet pakket, og han og Tina ville tage turen til Hven over Sverige, så han kunne have bilen med. Vi andre uden “sneglehus” måtte tage turen med “Store Grå”.

Og her en lille historie om stor offervilje og rigtig kammeratskab. Vi have ingen til at trække båden, men selv om Tønder ikke kunne tage med grundet arbejde havde han lovet at trække båden til Rungsted fredag aften og hente os igen lørdag eftermiddag. Det er i mine øjne en meget stor gestus. Tak!

Båden er lastet med....Vi havde lidt pladsudfordinger fredag aften, ikke mindst fordi Hendriksen havde pakket bilen med brænde, så vi kunne lave bål på stranden. Men det gør ikke noget pladsen er trang, når bare der er hjerterum, og det beskriver vel bedst turen til Rungsted.

Hurtigt fik vi pakket båden, og havde Ulrich ikke taget bilen til Hven skulle vi have sejlet to gange. Humøret var tårnhøjt og forventningerne til turen var virkelig gode. Det tegnede rigtig godt det her.

Ude af havnen og vandet var helt fladt. Hendriksen søn - Malthe - Styrede os fint til Hven - næsten uden hjælp.

Der var unægtelig sorte skyer over Øresund, men vi fik kun et par dråber lige vi før vi ankom. Vel ankommet fik vi slået telt op, tændt bål, grill og gjort klar til madlavning. Ulrich og Tina stod for aftensmaden, og jeg ved ikke hvor de havde fundet de bøffer vi grillede, men de var virkelig møre og smagfulde. Samtidig med at vi indtog maden kunne vi se uvejret over Sjælland med både regn og torden. Vi var det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt, med de rigtige mennesker og lavede det rigtige.

Der blev hygget om bålet, men der skulle jo også dykkes. Der var 4 der kunne løsrive sig fra hyggen omkring bålet og gøre klar til natdykning. Jeg var på første hold sammen med Jacob. Vi aftalte 35 minutter til max. 18 meter. Der var virkelig god sigt, på over 10 meter og en frygtelig masse ål. Sjovt at se alle de fritsvømmende ål. Vi fik også set et par små torsk, og Jacob et par ordentlig flade. Jacob er ikke en mand af mange ord, og superlativerne står heller ikke i kø, men da Jacob efter dykket sagde: “Hvorfor dykker man ikke kun om natten?”, så konkluderede jeg, at han havde haft et godt dyk.

Tina og jeg sad og småsludrede i den stjerneklare nat, mens hun passede dykkerledertjansen og jeg var stand-by. Det var hygge på højt niveua.

Da Rikke og Tom kom op, sad vi lidt omkring bålet indtil trætheden vandt.

Lørdag morgen var perfekt. Let overskyet, så teltene ikke blev for varme om morgnen. Og sikke en udsigt at våge op til. Vandkanten 10 meter væk og udsigt over et spejlblankt Øresund. Og da Hendriksen så spurgte om ikke vi ville op og have lidt kaffe, så kunne det næsten ikke blive bedre. Indtil Jacob trak en trumf. Han havde kanelsnegle med. Og når de blev varmet over bålet, sprænge de skalaen for Michelin stjerner. Og uden jeg talte var den nogen der fik flere end andre - faktisk en del, men når man kan arrangere sådan en tur, var det vel fortjent.

Så skulle der dykkes. Vi dykkede øst for Norreborg Havn. Sigt på 20 meter. Det har jeg aldrig tidligere oplevet ved Hven. Jeg dykkede med Rikke og så en lille hummer og en enkelt taskekrabbe. Og så lavede vi lige tricket med at åbne en musling og fodre de små sultne og nysgerrige havkaruser.

Da vi kom tilbage til stranden efter dykning var der virkelig mange der havde besluttet sig til at benytte det fine vejr til at tage til stranden. Og det kunne man godt forstå. For det lynede og tordnede voldsomt over Sverige. Hvor var vi heldige - ellers var det fantastisk planlagt.

Grillen blev startet og frokosten stillet an. Der manglede ikke noget. Men alt godt har en ende og vi fik pakket. Lidt spøjst. For der kom nogle få regndråber samtidig med at solen skinnede.

Malthe sejlede os hjem igen, og der var godt nok en træls sky tæt på Rungsted, men skulle vi have regn på denne tur, var det altid noget at det først var til sidst. Men det regnede ikke i Rungsted. Ikke før vi var færdige og kørte derfra. Det var timing. Regnen stod ned i stænger på vej mod København. Men 500 meter før klubben var der igen tørt på vejen og vi kunne pakke ud i tørvejr.

Det var debut for Rikke som turleder, og hun undlod ikke en chance for at gøre opmærksom på hvor godt hun havde planlagt vejret. Vi ser frem til den næste tur. Hvor hun forhåbentlig er lige så heldig - og dygtig.

[se flere billeder på Amforas fotoalbum på http://23hq.com/amfora]
/Jürgens

Tags: , ,

3 svar til “Torden i det fjerne”

  1. Hendriksen siger:

    Jeg vil også lige takke alle for en kanon tur og en fantastisk oplevelse. Det var første gang jeg vovede at medbringe frue og søn til et AMFORA arrangement men det bliver ikke det sidste.

    Der skal lyde en stor tak fra min side til Rikke og coachen Jürgens som stod for arrangementet. Det var en fremragende ide at benytte allemandsretten i Sverige. Det bør så afgjort prøves igen på Hven eller måske Kullen, Falstedbo.

    Jeg var som Jürgens også ved at falde ned af stolen da jeg hørte at Tønder stod for træk før og efter uden selv at deltage. Det er bare fantastisk at opleve denne hjælpsomhed - det er vel det man kan kalde rigtig AMFORA venskaber.

    Tilbage til turen. Storslået ide at tage til Hven og svineheld mht vejret. Hjemme i vores familie har vi tit talt om at tage til Hven og se hvad denne perle midt i Øresund kan byde på andet en dejlig dykning. Det fandt vi ud af i løbet at lørdagen - eller rettere sagt det gjorde fruen og sønnen. Imens tosserne ville i vandet og se stenbund så tog fruen og sønnen vandreskoene frem og gik en 2½ times tur ind på øen. Øen var efter udsagn skide hyggelig med små bondehuse i Villakulla stil og søde haver med et blomsterflor som der ikke er set mangen til. Desuden var der en del kunsthåndværkere som viste frem.

    Efter mit sidste dyk på Kullen som blev takseres til et gudedyk i loggen så fik jeg et pænt dyk på nordsiden af øen lørdag. Egentlig skulle jeg have haft et fredag aften men hyggen omkring bålet i selvskab med Ulrich og Tina tiltrak mere. Tilbage til dykket - de første 20 min springer vi lige over, men derefter kom vi til noget rocky terræn hvor vi så unge tasker, en mellemklasse blåstak og en basse af en berggylte.

    Bålmad er altid fantastik og det var den også denne gang dog var det ikke gået uden Ulrichs “Schweizerkniv” a la Snegleauto - sneglehus er vel en campingvogn og denne er vel lidt mere end det.

    Da vi kom i havn fik familien lov til at slippe tidligere da vi skulle til et andet arrangement en time senere. På vejen hertil så vi vand - meget vand. På ringvej 3 var der simplehen 3 lyskryds som stod under vand - et svineheld at vi undgik dette.

    Igen en stor tak til alle for at medvirke til at turen blev ikke mindre end fantastisk. Jeg glæder mig allerede til vi ses igen på næste dyk - hvis du er heldig er der en plads tilbage.

    Hilsen Hendriksen

  2. Rikke siger:

    Det er altid sjovt når noget man forestiller sig, går hen og bliver virkelighed….

    Da turen til Hven blev slået op i forsommeren var vejret dejligt og solsigt og selvfølgelig regnede jeg med at sådan ville det også være i august. Så skuffet var jeg da datoen for turen begyndte at nærme sig og DMI lovede regn, regn og regn.

    Som Jørgen siger så var jeg tæt på at aflyse. Men den begejstring de fremmødte deltagere udviste dels torsdag aften under pakningen og dels som svar på min forespørgselsmail, fik mig til at holde fast i at gennemføre turen - og det var jeg glad for i længden.

    Det var utroligt så heldige vi var med vejret, hvordan vi hele tiden kunne se uvejret omkring os, uden selv at blive ramt.

    Jeg synes at det var rigtig fedt at opleve hvordan vi sammen fik både dykning, familieliv, lejrbål, god mad og afslapning til at gå op i en højere enhed - og der skal fra min side lyde en stor tak til jeres opbakning og deltagelse - det var en fornøjelse…. og det er helt klart ikke sidste gang jeg arrangerer ture.

    /Rikke

  3. Ulrich siger:

    Ja, jeg er s.. da bare enig. Flere af den slags ture og så evt med en overnatning mere. Der burde være mange steder på svenskersiden hvor dan slags kan lade sig gøre.
    Vi sad i bilen på havnen på Hven da regnen kom og med en lidt morbid sammenligning kunne det sikkert ha´ lignet en luftalarm fra 2. verdenskrig der ramte stedet. Aldrig har så mange isgnaskende snusnarkomaner søgt dækning så hurtigt på så lidt plads…..;-)

Skriv en kommentar