Amfora Blog

Jeg havde snakket om at dykke i Kroatien et par år. Jeg synes det lød spændende - og så er det et sted ikke alle har været…. I år skulle det være. Jens Nordahn manglede nogle dyk for at få sit CMAS ** (han kunne ikke være med på Strömstad i år) så han var også helt med på ideen. Vi blev gjort selskab af Per fra løbeklubben, så vi var tre glade gutter der tog afsted i slutningen af juni 2009.

Jeg havde fundet Bougainville Divingcenter på nettet. Det lød godt:
de uddannede, forskellige standarder, herunder CMAS. Hollandsk drevet, så en vis sandsynlighed for international service. Jeg havde mailet lidt med Ger, som ejer dykkercentret - jeg ville nemlig gerne træne lidt teknisk dykning når jeg nu havde muligheden.

Dykkercentret ligger i Biograd, en lille by ca. 95 km fra Split. Turen gik derfor til Split. Vi checkede priser på nettet - det kunne gøres for under 2000 kr. Og da leveomkostningerne i Kroatien er ca. 30% under Danmark så økonomien rimelig ud. Vi fløj med Cimber, som tillader 15 kg overvægt for 200 kr. pr. vej så vi tog en del eget udstyr med.

Vi ankom en tirsdag aften, fik et godt måltid (fisk, selvfølgelig) og efter at have turistet Split næste dag tog vi i den lejede bil mod Biograd. Heldigvis havde vi lejet en gps, for vi valgte at tage den snørklede, men sceniske tur langs kysten. Det tog noget tid - men det er godtnok flot!

Dykkercentret lå 100 meter fra vandet, og vores lejlighed lå lige overfor. Altsammen perfekt. Vi kom lige som de var på ved på natdyk. Vi havde jo taget udstyr med hjemmefra, så vi brugte aftenen på at greje og gøre klar. Næste morgen gik det så løs. Vi gik de 50 meter til centret og læssede vognen (en rigtig dykkerbil, kun holdt sammen af gaffa og vovemod). Kort tur til havnen i Biograd hvor båden lå klar. Sejladsen til dykkerstederne gik adstadigt, 5-6 knob, så vi havde en times tid til at greje op og gøre klar. Hoppede i - vandet var dejligt, vel lige knap 20 grader. Sigt var i snit 20-30 meter. Dykkene var en glimrende blanding af flot natur, masser af fisk - og så et par vrag.

Jeg fik trænet teknik, og det var bl.a. at tage udstyr af og på svævende i vandet. Skulle også træne at svømme uden maske og regulator 18 (15) meter, for så at få regulator hos buddy og svømme lidt videre uden maske. Det var hårdt. Men efter 6 dyk hvor jeg trænede, en gang i mellem med et par af de andre dykkere som undrende tilskurer kom jeg til prøve, og der lykkedes det hele faktisk fint. Så gik jeg videre, og vi blandede trimix til et dyk om aftenen, 45 meter - og så kontrolleret opstigning med indlagt deko. Så var jeg klar til det første “rigtige” trimix dyk hvor vi havde 15 minutter på 45 meter - med så klart sigt at vi kunne se overfladen og bunden som var 80 meter. Der var helt fantastiske gorgoniaer, en kæmpe Conger-eel. Jeg talte så begrestret om farverne etc. at Jens og Per ikke var helt sikker på det kun var Helium der havde været tilsat flaskerne… Nå, men jeg endte med at få mit Adv. Recreational Trimix certifikat. Så må jeg dykke med Helium, dvs. kan dykke uden nitrogennarkose, og dybere end med Nitrox.

10 dage i Kroatien, primært med dykning. Kornati er et beskyttet vandområde som har fantastiske dyk. Vi så octopusser, calamari, hummere, gorgoniaer, sepia, søheste. Derudover så vi nye og gamle vrag - ældst efterladenskaberne (amforaer!) fra et måske 2000 år gammelt skib - nyest et 23 timer gammelt vrag! Sidstedagen fik vi det friskeste vragdyk - ever: Båden sank onsdag - vi dykkede torsdag. En pæn lille yacht som drønede på et rev og sank på 25 meter vand….

Kroatien kan bestemt anbefales. Der bliver dykket meget, og ihvertfald var Bougainville som vi dykkede med særdeles kompetente. Sikkerheden var i orden, låne/leje-udstyr fint. Jeg lånte et dobbelt-12 sæt som jeg kunne montere på mit udstyr.

Billeder fra dykkerturene
Se vrag-billeder

eller

De våde tørdragters tur

31 amforianer, både de dykkende, drikkende, golfende, medfølgende og børn tog turen til Strömstad i år.

Og det blev en rigtig hyggelig tur, hvor der, som Formanden selv sagde i sin lørdagstale; var plads til det hele.

Og der havde han helt ret, for plads til det hele, var lige hvad der var.

Der blev arrangeret 8 dyk på turen.

To om torsdagen fra “den fulde svensker”, tre om fredagen, heraf to fra “Saltø” i regnvejr (stedet kaldes også “Tom Blyfri” af nogen) og endelig et natdyk for de friske få. Om lørdagen tog vi til “Eriks Ø” hvor der også var plads til to dyk og endelig fik de morgenfriske et sidste dyk på den sidste dag - på et endnu unavnet givet sted - som ser lovende ud … og som jo kunne kaldes “dybet udfra den åbne dragt“… ;-)

Dykkene var af forskellig kvalitet, men der er ingen tvivl om at dem der holdt regnen ud om fredagen og dykkede ved Saltø fik den allerbedste dykning i år … Jeg kan huske, at da jeg dykkede stedet forrige år, så var det i min verden på højde med undervandslandskabet på Maldiverne … bare uden de fantastiske farver - og jeg fik fortalt at det stadig var lige så flot.

Udover landskabet så blev der spottet hummere, troldhummere og troldkrabber, taskekrabber, eramitkrebs, havkatte og mange forskellige fisk. De lykkelige natdykkere fik et dyk fyldt med morild og mysterier

Mens nogen dykkede, dyrkede andre spaen, golfen, shopping eller bare hygge derhjemme - og der blev begået mange bagværk ude i de små hytter, hvor både morgenbrød, kanelboller og pandekager - det sidste til hele flokken - blev tryllet frem.

Topdykkerne på turen var Jesper F og Alvin, der begge fik dykket igennem og fik dykket alle 8 dyk … vi siger ikke hvem der ramte bunden … men der var da nogen, der for X’ene gang kun tog tørdragten med, for at slæbe den frem og tilbage ;-)

Som den alternative overskrift siger, så var det også turen hvor ikke mindre end 4 våddragtsdykkere kunne hælde indtil flere liter vand ud af dragten. De fleste af de våde dykkere kunne takke sprængte manchetter for deres vandgang - og det lige før at klubben på sin næste tur er nødt til at have et lager af reservemanchetter, for at være helt perfekt.

Men når nøden er størst, er klubånden ligeledes stor, så da Frederik sprængte sine manchetter om fredagen blev der i hast kørt til den nærmeste by efter en ny forsyning og der blev koordineret lån af hårtørrer og kompetencer rundt om i hytterne og kombineret med en dåse peanuts til hjælps, fik han monteret nye manchetter og da de blev testet om søndagen var de heldigvis helt tætte.

Det blev dog et temmeligt vådt dyk alligevel, men dog kun for hans makker, som valgte at lukke den sidste bid af sin lynlås - i vandet!

På turen blev også den sidste CMAS** teoriprøve taget og nu har hele holdet bestået teorien og der mangler bare de sidste prøver, som vi forventer bliver gennemført her i den kommende tid, så vi har 7 nye CMAS** klar til nu, hvor kalenderen jo overstrømmes af dykkertilbud.

For Strömstad er jo om noget, startskudet til den nye sæsson - og hvis resten af sæssonen bliver som dette års Strömstadstur … ja, så har vi noget godt i vente.

[undervandsbillederne er venligst tyvstjålet fra Jürgens fotoalbum fra Strömstad 2008]

Lige inden jeg sammen med Jürgens og Tom tog på dykkerferie til Maldiverne og Sri Lanka, her i slutningen af januar, havde jeg den meget kedelige fornøjelse, at drikke et glas for mindet om en kollega, der druknede.

Hun havde været på ferie på Caribien, ville tage en uddannelse/et prøvedyk og døde under dykket. Hun blev 30 år og blev begravet fredagen før vi tog afsted.

Udover den tragedie, det var for hende og hendes familie, var det også noget der satte sit præg på mig, som jeg stod der og var på vej på en dykkerferie. Det var da også det, der var i mange af mine kollegaers tanker og hilsner, da jeg blev ønsket god ferie.

Heldigvis kom alle godt hjem fra denne ferie.

Og vi havde fantastisk dykning - men også mange mere eller mindre farlige situationer, da Sydmaldiverne ikke er kendt for sin ukomplicerede dykning, og helt levede op til sit rygte.

Jeg var ude i min til dato voldsomste udfordring indenfor strømdyk - og lavede en fejl, som kunne have kostet dyrt, men heldigvis blev reddet hjem:

Det var vores 3. dyk. Dykkerstedet hed ironisk nok “Happy Corner”. Ved briefing var vi blevet advaret om, at der ville være “noget” strøm.

Nu er “noget” jo en relativ vag betegnelse - og ikke en melding, der havde sat mit risikoberedskab i højalarm. Det gik sådan set også fint nok. Vi dykkede ned, fandt vores makker og med strømmen i ryggen, dykkede vi langs en fin væg, indtil vi kom til nogle flotte overhangs/huler.

Da det stadig var i starten af dykket, var alle dykkerne (vi var 13 eller 14 i alt) stadig samlet og det betød, at rimelig mange på samme tidspunkt dykkede ved og i selve overhanget.

Det var så her, at jeg i misforstået høflighed, fik kastet mig selv ud i en risikofyldt situation. Da der var ved at være fyldt under overhanget, tænkte jeg, at jeg ville dykke over overhanget, så jeg ikke kom i karambolage med resten af gruppen.

Tanken var nærmest ikke tænkt til ende, jeg var kun begyndt at gå lidt op - da dét mere erfarne strømdykkere ved vil vide kan ske - kom til at ske:

Meget stærk strøm der løb nedover revet og ud tog mig. Og i en brøkdel af et sekund - blev jeg med voldsom fart ført både væk fra revet og ned i dybet. Uanset hvor meget jeg forsøgte at svømme imod og op, var der ikke noget at gøre - og jeg mødte med hastig fart både 25 og 30 meter og det gik kun nedad.

Jeg måtte indse, at jeg ikke kunne kæmpe i mod og at jeg kun ville bruge al min luft, alt for hurtig hvis jeg ikke gjorde noget andet. Der var derfor kun en anden ting at gøre, og det var at komme noget luft i vesten og forsøge at lave en kontrolleret opstigning.

Det viste sig at være nærmest lige så svært, som at komme tilbage til revet. Jeg pustede og pustede - men rørte mig ikke ud af flækken dybdevis, hvor jeg efterhånden havde nået de 40 meter.

Jeg tænkte på om det var nu, jeg skulle begynde at dumpe mit bly?

Inde ved revet blev mine meddykkere mindre og mindre. Råbe kunne jeg ikke og fagter hjælp heller ikke. Ved det tidligere dyk havde Jürgens og jeg mistede kontakten, da strømmen rev os i hver sit retning - og vi havde sluttet vores dyk i hver sin gruppe. Vi havde snakket om, at nogen gange er det dét, der er den rigtige beslutning  og jeg regnede med, at det samme ville gøre sig gældende her.

Pludselig kunne jeg dog se, en skikkelse rive sig løs af revet og langsom men sikkert, kom min makker imod mig. Heller ikke han var dog upåvirket af strømmen, der pressede ham ned - og han fortalte bagefter, at han havde brugt 100 bar på turen ud fra revet og tilbage igen.

Sammen lykkedes det os at komme op - og lidt efter kom vi rundt om strømmen, så vi kunne komme ind til revet igen. Da vi nåede revet fik vi sat vores reefhook i hver sin sten og tog os et par minutter hvor vi fik pusten igen - inden vi begyndte at dykke ud.

I situation gik altid så hurtigt, at der ikke er meget tid til at reflektere og det eneste man har at støtte sig til er ens viden og håb på at ens reaktioner vil være de rigtige. Efterfølgende går tingene videre og dyk efterfølges af dyk - og vi vores gruppe blev vi ikke udsat på lige så voldsomme strømdyk som dette.

Men i den efterfølgende refleksion, er jeg sikker på, at det er den dykning jeg har gennemført herhjemme, de ting jeg har snakket med andre om i klubben og i det hele taget dét, at jeg dykker rimelig regelmæssigt herhjemme der gjorde, at jeg klarede mig igennem på en rimelig fornuftig måde.

Sydmaldiverne er ikke for begyndere, urutinerede eller folk der er i dårlig form - men er klart et besøg værd og jeg gjorde det gerne om igen - men turen har også bevistgjort for mig, hvor vigtigt det er at holde sin dykning ved lige herhjemme, også selvom man synes at det tit er lidt sjovere med mantaer end rødspætter.

… og mataerne - dem så vi faktisk også en del til.

Du kan læse bådens weblog her: My Sheena (vi tog turen i uge 8/2009) og Jürgens beretning om turen her: Jürgens.dk (begge dele er igang med at blive opdateret).