Amfora Blog

Det var med de store smil og høje forventninger en halvstor gruppe dykkere stod udenfor Amfora og trippede i den klare morgenluft på selveste nytårsaftens morgen. Kl. 8.30 havde jeg sat folk i stævne og turen gik til Sydhavn og et meget lidt dybt dyk i Sydhavnen, Ved Stigbordene.

Men hvor dykningen måske ikke var i top, så var humøret højt og de deltagene virkede glade for initiativet, og mere end en gang lød det i den frostklare morgenluft, at en ny tradition var blevet født - Amforas nytårsdyk.

Som arrangør er det altid dejligt når ens ture eller arrangementer trækker folk til, og jeg var derfor rigtig glad for at det lykkedes at få hele 9 dykkere til at stå tidlig op nytårsaftens morgen for at hoppe i havnen - og til dem og resten af Amfora skal herfra lyde et rigtig godt nytår. Jeg håber vi ses til mange flere arrangementer og dykkerture i 2008.

Du kan læse mere om dykket, samt se billeder fra dagen på Jürgens blog som du finder på adressen www.juergens.dk.

/Rikke

Vores udsendte fotograf (Peter Sørensen fra IBM) har sendt os nogle billeder fra lørdagens tur - de er nu lagt op på Amfora digitale fotoalbum: http://23hq.com/amfora

[klik på billederne så kommer du direkte ind på albummet]

Til tider kan tingene gå stærkt og tilmed også lidt uventet. Fredag fik jeg en henvendelse fra IBM, der havde fået en plads ledig til en vragtur, og jeg blev spurgt om jeg var interesseret. Om jeg var. Men jeg måtte hellere lige få den “clearet” på hjemmefronten. Og det var sådan set ok, men hun ville med. Æv, der var kun en plads. Men så kunne vi da bare sejle i 2 både. IBM’s “Store Røde” og vores “Store Grå”. Men så kunne vi jo lige så godt tage nogle flere af sted. Heftig mail og sms aktivitet blev sat i værk, og det lykkedes at samle 4, som under fællesspisningen blev til 3. IBM ville stille med en der kunne trække båden.

Og lørdag var der afgang kl. 8 med Rikke, Martin og undertegnede, samt Jørgen fra IBM til at trække båden. Turen gik til Hundested, hvorfra vi skulle ud på vraget af “Anders Martin”. Den ligger ca. 8,5 Sømil ude og står på 23-24 meter vand. Der er en gammel sandpumper som gik ned i 1983. Den står ret på bunden og der skulle være meget at se. Det lød jo lovende.

Efter at have lagt positionen ind gik turen mod målet på næsten fladt vand, men et tyndt skydække over os. IBM var sejlet i forvejen og havde allerede plottet vraget da vi kom. Inde på kajen havde Martin stået med store våde hundeøjne og stolt vist sin spritnye tørdragt frem. Da vi skulle have to dyk forbarmede jeg mig over ham, og sagde, at vi da kunne prøve at se hvordan det gik, selv om jeg ellers gerne havde set lidt træning på lavt vand først.

Jeg havde fået Rikke “afsat” til Peter fra IBM, så jeg kunne dykke med Martin. Og vi skulle ned lige efter, at der var bundet på. Vi repeterede lige de grundliggende teknikker for dykning i tørdragt før vi lod os glide ned gennem vandet langs bundtovet. Der var lidt svæv i vandet så jeg havde ikke de helt store forventninger til sigt. Men de blev gjort til skamme. Sigten var ualmindelig fin. Over 10 meter hen over vraget. Martin og jeg svømmede ned mod agter og kikkede lidt på det delvist bortsprængte styrhus. Herefter gik turen mod stævnen og ned og kikke lidt på det store og helt åbne lastrum. Vi gik ned langs siden at vraget, hvor sigten blev noget dårligere. Langs styrbord side ligger der en del vraggods, herunder det delvist bortsprængte styrhus. Skruen er væk, men roret står tilbage. Dykkertiden var ved at være brugt op, og vi svømmede tilbage mod bundtovet og gik mod overfladen. Stor ros til Martin, der havde klaret sit første dyk i tørdragt til et rent 13-tal, som det hed dengang jeg gik i skole. Oppe i båden hjalp vi Rikke og Peter i udstyret og snart vi de på vej til deres første dyk.

Nu var solen brudt igennem det tynde skydække og madpakken smagte rigtig dejligt på det flade Kattegat med solen i øjnene.

Men afslapningen får jo også en ende, og Martin og jeg gjorde klart til vores andet dyk. Vi ville kikke lidt på roret, og derefter det der var tilbage af styrhuset, og så maskineriet ude i stævnen. Og vi dykkede vores plan og kom ind i det delvist bortsprængte styrhus, fik set roret og maskineriet ude i stævnen. Og her i sprækkerne ved maskinerne sad der en del store taskekrabber - en faktisk temmelig stor. Vi kunne nok godt have brugt 10 minutter mere, men det bliver først næste gang når Martin også har nitrox i flasken.

Samme procedure med at sende næste hold ned, og finde resten af madpakken og udveksle dykkerhistorier med et par gæstedykkere fra Københavns Sportsdykkerklub.

Rikke og Peter skulle binde af, og da de var vel oppe i båden skulle turen til at gå tilbage mod Hundested - NOT. I lighed med den sidste tur jeg var på, sad loddet igen fast. Og igen var det mig der skulle ned og løsne os. Intet problem. Jeg gik ned alene med en line til overfladen, og fik hurtigt løst det lille problem. Ankeret havde sat sig fast i noget vraggods nede på bunden.

Herefter gik turen til Hundested på et Kattegat, der var mere fladt end et stengulv. Og inde i havnen kom til at tænke på, at jeg følte  at jeg havde stjålet en dag. På en lørdag  sidst i oktober kan man ikke forvente fladt vand i Kattagat og over 10 grader og jeg stod med det helt store smil og tænkte på hvordan jeg kunne “stjæle” flere af disse dykkerdage.

Jürgens

Der findes ganske enkelt dage der nærmest skriger på dykning, og sådan en dag var lørdag den 6. oktober. Vejrudsigten optil havde for en gangs skyld lovet fint vejr uden for megen vind. Og det havde ikke været svært for de tilmeldte at skrue foventningerne op via mail, sms og telefonopringninger.

Vi mødtes i klubben klar til afagng kl. 7.00 og en afmelding fra en syg Hendriksen havde givet Ulrich mulighed for deltagelse, og da alle 8 var mødt var der afgang. Det var en nærmest urimelig smuk dag og største problem på vej mod Trelleborg var solen i øjnene. Vi kørte en smule længere end til den kedelige industrihavn i Trelleborg, og ca. 5 kilomter længere fremme ligger den fineste lille lystbådehavn, med et glimrende slæbested.

Mens vi stod i den tidlige morgensol, og der stadig var lidt dug på græsset, og klædte om og spiste morgenmad fik forventningerne lige en tand til, og selv garvede dykkere som Snemanden og Flemming havde svært ved at skjule begejstringen.

Vi fik sat hold, hvor turens CAMS *** dykkere blev fordelt med rund hånd, og så gik turen ellers mod vraget på næsten fladt vand. Som opfølgning på en god tradition sejlede Snemanden direkte hen og plottede vraget (er heller ikke så svært - det er en ordentlig klods).

Først skulle Flemming og Elgum ned og binde på, og da vi havde tiden med os og dykkertiden kun var 14 minutter (max. 33 meter uden deko), så besluttede vi at vente med at sende hold to og tre ned indtil vi havde fået en situationsrapport fra første hold.

Da de brød overfladen startede talestrømmen om et fantastisk vrag med sigt på over 10 meter og al for lidt tid på dybden, og hvilken vej der skulle svømmes osv. Hurtigt kom Tom og Jacob i vandet og jeg fulgte hurtigt efter med Martin. Der er noget fascinerende over at glide ned i dybet og vente på vraget kommer til syne. Og pludselig var det der. Jeg fornemmde tydeligt vragets størrelse, men det så også ganske overskueligt ud. Jeg tændte min lygte på fuld styrke. Intet svæv i vandet og en masse detaljer blev synlige. Vi svømmede ned langs rælingen og ind igennem en svalegang. Da jeg ikke kunne se hvor svalegangen endte svømmede vi ud midtvejs, og det viste sig at være en klog beslutning. Vi kunne nu svømme op og se på overbygningen, og ned bag overbygningen hvor der var lastrum. Det trak lidt i mig, for at give lastrummet en nærmere inspektion, men helt sikkert ikke det rette tidspunkt med en CMAS*, der lige mangler de sidste par dyk for at blive CMAS**. Vi svømmede over på den anden side af vraget og begyndte så småt at vende tilbage mod bundtovet. Godt jeg havde Martin med. Han vidste præcis hvor tovet var - i modsætning til deres ydmyge skribent.

Vi startede opstigningen og kunne lige give Snemanden og Ulrich et stort F….. OK tegn. De havde en god oplevelse i vente.

Oppe i båden gik snakken og jeg var i så godt humør, at jeg helt uden betænkning forærede Tom halvdelen af min madpakke. Da Snemanden og Ulrich var oppe skulle vi blot hive bundloddet op og så sejle mod havnen - NOT. Dræget sad fast. Humøret var højt og Flemming og jeg gik ned for at løsne det. Og her skal så dryppes bare lidt malurt i bægeret. Jeg lavede hvad der i moderne fodbold hedder “en personlig fejl”. Jeg hev mig ned i tovet og have derfor ikke fået tømt min vest da jeg dykkede ned. Jeg bruger normalt aldrig min vest, men bruger altid tørdragten til afbalancering, så på vej op gik det noget stærkt - indtil jeg opdagede at jeg også skulle dumpe luften i vesten. Solidarisk med min fejl, tabte Flemming en finne, men på trods af dette var humøret stadig højt.

Vel inde i havnen gik det mildest talt ikke for stærkt med omklædningen. Solen bagte ned og der blev hygget og solen nydt. Hjemme i klubben gik det heller ikke for stærkt og der blev også tid til at rense Elgums flaske, og Ulrich fik overtalt Rikke, til at lave aftensmad til os.

Jürgens

Der var mange ting der var ærgeligt eller på godt jysk  - træls - på torsdagsdykket i går. Der var ærgeligt, at det var årets sidste torsdagsdyk, og samværet med gode dykkerkammerater på torsdagsdyk hermed er stoppet for i år. Det var ærgeligt at vi dykkede på Kullen, for nogen var på Kullen for første gang, og med et dyk som det Kullen bød på den dag, kan det næsten kun gå ned ad bakke.

Dette dyk var mit “all time” bedste dyk på Kullen. Og for at understrege vægten af mine ord var selv Hendriksen begejstret for dette naturdyk. Så skulle alt vist være sagt!!!!

Men nu lidt om dette fantastiske dyk.

Det var den hårde kerne af torsdagsdykkere der var taget af sted, og på denne dag bestod den hårde kerne kun af seks personer. Vi var hurtigt i Hornbæk, og  man kunne se at det var erfarne folk. Ingen sagde noget, men gjorde blot hvad der skulle gøres og hurtigt gik det mod Kullen med små bump. Vi fandt en lille vig på nordsiden og lagde båden til. Sigten så ud til at være på den rigtige side af virkelig god, så forventningerne blev langsomt skruet op hos mig. Jeg skulle dykke med Niels - et af vores nye medlemmer - på andet hold. Efter lidt siksak mellem et par velvoksne brandmænd kom vi ud til en skrænt og vi lod os glide ud over. Og straks så vi en virkelig velvoksen torsk. Jeg vil gætte på +6 kg. Terrænet var til liv med hårdt skal, og det skal jeg da lige love for at der kom. En stor flot hummer og i løbet af de næste 10 minutter så vi intet mindre end 5 hummere, og 3 store taskekrabber, og en ordentlig fladfisk. På et tidspunkt kikkede jeg op ad en skrænt og til min store overraskelse var sigten langt over 10 meter. Dette var dykning i verdensklasse.

Lige da vi vente om og gik op på lidt lavere vand, var der en sprække og her stod en virkelig stor torsk. Vi svømmede langsomt tilbage til udgangspumktet. På vejen tilbage var der en enkelt taskekrabbe, og så åbnede vi også en musling og fik de små havkaruser til at komme og spise af hånden.

Heldigvis havde de andre hold også haft fantastisk dykning og Tina og Snemanden have inde i en lille hule set en meget stor fisk, som vi efter nærmere diskkussion blev enige om, nok hørte til laksefamilien.

Uheldigvis holdt vejrudsigten og det var blæst op til hjemturen og det blev også krydret med lidt regn, som prikkede godt i ansigtet på hjemturen.

Vejret har ikke været med torsdagsdykkerne i år, men hvilken afslutning.

Herfra skal lyde en stor og uforbeholden tak til Den Dynamiske torsdagsduo Snemanden og Hendriksen for igen i år, at have arrangeret torsdagsdyk. Jeg vil foreslå genvalg til næste år.

Med solen i ansigtet og næsten fladt vand, indbød Trykkerdammer, Helsingør på et ganske nydeligt fyraftensdyk.

Når Amforas torsdagsdyk er så godt besøgte som de er, må man finde alternativer - og der er Amforas “samarbejdsaftale” med IBM’erne et fint et af slagsen. Hver tirsdag dykker IBM’erne fra kl. 17.15 på det valgte dykkersted og Amforamedlemmer kan deltage, indtil nu, ganske kvit og frit.

Gårsdagens tur gik til Trykkerdammen. Dem der kender stedet, ved at det indbyder til et ret bekymringsfrit dyk og derfor var det perfekt til det der var mit hovedtema i går: at få tjek på udstyret efter lån af anden vest og blive bedre kendt med ny tørdragt.

Og i det lys, var det et ganske fantastisk dyk.

Efter en del dyk med problemer med at komme under vand, pålæsning af mere og mere bly, der har gjort turene til vandet både hårde og ubekvemme, var det befriende at kunne fjerne noget af blyet og alligevel kunne dykke ned helt uden problemer. Pludselig var afbalancering let.

Og med synet af gråheden snigende ind af vinduet her til morgen,  kan jeg kun sige, at jeg er glad for at vi brugte en solbeskinnet tirsdag på et ubekymret dyk og efterfølgende pizzaspisning i aftensolen med de altid hyggelige IBM’er.

Jeg kan kun opfordre andre til at benytte sig af muligheden - og fra næste uge kan man forestille sig at dykkerradiusen gøres større, da IBM’erne får deres nye dykkerbåd. Turene vil blive slået op på vores aktivitetskalender, og står der ikke noget, så kan det være en god ide at kontakte Jürgens, der er et af de naturlige bindeled mellem de to klubber og ofte vil vide hvortil næste tur går.

Og er der noget vi i Amfora god kan lide - så er det jo spas med nyt udstyr ;-)

/Rikke

også når det ikke er personaliseret ved formanden, der for de uindviede lyder efternavnet Strøm.

Men dette indlæg skal handle om årets første torsdagsdyk. En fast sommertradition i Amfora, hvor der hver torsdag kl. 17.00 (meget præcist) er afgang fra klubben, mod spændende dykkermål, styret og planlagt til mindste detalje af endnu en af Amfora’s dynamiske duoer – Snemanden og Hendriksen.

Plan A var ”Minestrygeren”, plan B ”Martina” og plan C var ”Kullen”. Hvis der var for meget strøm på henholdsvis plan A og plan B var der altid plan C – det er god turplanlægning.

Oppe i Hornbæk blev båden hurtigt sat i vandet, og tørdragtsdykkerne svedte tappert, mens de tog  inderdragter og tørdragter på. Af sted det gik efter Tina havde kostateret, hvor lidt plads der er til havnemanøvre. På det åbne hav gik det straks bedre, og hurtigt nåede vi frem til positionen, og ekkoloddet gav fint udslag, og vores dræg (bundlod med modhager) blev kastet. På vores bøje kunne vi se, at der var en del strøm, men mere erfarne folk end mig sagde at det ikke var noget problem at dykke med den strøm. Heldigvis havde vores dræg godt fast i vraget, så der var da lidt fast holdepunkt.

Søren og jeg startede med at gøre os klar, og lige da jeg stod og fokuserede på mit udstyr, var der åbenbart behov for at teste motoren. Jeg blev kastet bagud og faldt ned i noget udstyr samtidig med at jeg forsøgte at finde noget at holde fast i. Skaderne er ikke mere alvorlige end de 4 forholdsvis dybe sår i min hånd vokser sammen i løbet af et par uger. Så pas lidt på med gassen, når der er folk der er ved at gøre sig klar.

Der blev udlagt strømbøje og Søren og jeg var klar til at hoppe i vandet. Erfaring siger at strømmen tager af når man er kommet 5 meter ned, så det var der planlagt efter. Jeg væltede ud over kanten og havde solidt fat i tovet til strømbøjen. Hurtigt trak jeg mig frem til bundtovet. Der var godt nok en rigtig pæn strøm (nej ikke formanden). Jeg hev mig hurtigt ned af bundtovet og på 5 meter var der ingen strøm. Nu manglede jeg bare min makker. Han kom hurtigt og vi startede med at gå ned i dybet.

Vi nåede bunden på 25 meter og her hang dræget fast i noget tov fra et trawl. Egentlig en ganske udemærket løsning, som der ikke var gund til at ændre på. Sigten var et sted imellem ingenting og ikke eksisterende. Jeg var indstilelt på at gå op, og finde et bedre sted, men Søren tændte sin lygte og pludselig var der fin sigt og meget lys. Jeg satte for en sikkerheds skyld mit linehjul på bundtovet og vi svømmede lystigt af sted. Vi fik set de store tromler stålwire, som var blevet brugt til at trække dronen (til at stryge miner), vi fik også set dronen, styrhuset og andre småting. Vi fandt desværre ikke kanonen. De 30 minutter gik faktisk hurtigt og pludselig var det tid til at komme op.

Da vi kom op hvor vi skulle have vores sikkerhedsstop hang Hendriksen på bundtovet og ventede på sin makker, der åbenbart udeblev. Da Søren og jeg brød overfladen kunne vi næsten ikke holde fast i tovet og vi besluttede da også at slippe og så blive samlet op lidt senere.

Oppe kunne vi fortælle lidt om vraget og den dårlige sigt. Torsten havde måttet opgive kampen mod strømmen, og sad som en slået mand nede agter. Og når Torsten er hel tavs, og egentlig bare gerne vil være sig selv lidt, har det ikke været sjovt.

Andre havde mod på at gøre forsøget. Først skulle det være Tina og Snemanden. Tina kom i vandet, men tabte sin maske. Hurtigt fik hun en ny på, men desværre havde tovet til strømbøjen fået viklet sig om hendes ben. Hun kunne ikke meget andet end hænge i den stærke strøm. Hun gik ikke i panik, mens Søren og jeg fik hende viklet ud og taget hendes udstyr af. En ting er at tingene går galt, men at bevare overblikket i den situation og ikke gå i panik vidner om stor rutine. Stor respekt herfra.

Så var det Peters tur til at prøve at komme ned med Snemanden. Intet problem. Men de havde misforstået hinanden. Peter troede bare de skulle binde fra og Snemanden troede de skulle dykke på vraget og så binde fra. Peter kom først ned – og så var der bundet fra.

Og nu kommer den rigtige solstråle historie. Alle skal have muligheder for gode dykkeroplevelser, så vi sejlede ind til revet ved Nakkehoved Fyr, og så kunne dem der ikke havde fået et vragdyk, få et fint naturdyk med masser af fladfisk. Samtidig kunne Søren og jeg sidde og snakke biler mens vi kunne se en fantastisk solnedgang over Kattegat.

Da jeg kørte Torsten hjem var han igen den gode gamle Torsten, og fokuserede på hvor meget han havde lært og hvad der fremover kunne gøres bedre. Se det er en rigtig dykker.

Her dagen efter en efter sigende noget besynderlig landskamp mod Sverige, vil jeg skrive et indlæg om det virkelig vigtige - nemlig dykning, og tilmed på det vrag der er i daglig tale er kendt som “Svenskeren”. Endnu en af Amfora’s dynamiske duoer Senior og Junior Hansson havde arrangeret denne tur til “Svenskeren” med kort varsel. Og hele 10 personer havde tilmeldt sig.

Alt var klappet og klart til afgang kl. 8.30, så af sted mod Kastrup Lystbådehavn og så hurtigt i vandet med båden og klar til omklædning. Men pludselig kunne man ane panikken i Senior Hanssons øjne. Hvor var morgenbrødet med den for ham traditionsrige og uundværlige smøreost. Hurtigt en bil af sted - Senior kunne ånde lettet op.

Dette var en glimrende lejlighed for dem der er ved at tage speedbådskørekort til at få trænet noget sejlads, så Ulrich førte os trygt (og en smule bumpet) ud til vraget. Jeg ved ikke rigtigt hvad det skete, men i første forsøg på en oversejling gav ekkoloddet udslag og bundloddet blev kastet. Torsten og jeg selv havde generøst tilbudt at gå ned at binde på, og havde samlet 40 minutters dykkertid. Og de gik hurtigt.

Der blev set på kanoner i forskellige størrelser og ditto kanonkugler, der blev svømmet langs siderne, og hen agter for at se den lille stump agterspejl, der stadig står tilbage. Vraget så egentlig ganske anderledes ud, end jeg huskede det, og det var bestemt en god overraskelse. Vel oppe igen, overtog jeg dykkerledertjansen, samt min madpakke. De to ting gik denne dag op i en højere enhed. Hurtigt fik vi gjort de efterfølgende hold klar og dykningen blev rigtig fint overstået.

Jeg bliver altid glad ved gensyn med “gamle” medlemmer. Og det var en fornøjelse at have Maja og Villy med på denne tur. Og udstyret trænger vel også til at blive dyppet lidt efter 3 års tørke.

Torsten skulle sejle os hjem for at få lidt erfaring med båden og uden, at jeg skal komme i detaljer, var det nok godt for alles velbefindende at der var en vis overvågning, samt hjælpende hånd.

På land kikkede jeg lidt mistroisk på uret og konstaterede at klokken ikke var mere end to. Jeg fik tilladelse til at tage en tur i min kærestes nyttehave, mens andre ville ud at nyde resten af eftermiddagen på vandet.

Og sådan slutter dette lille dykkereventyr.

Selvom Store Grå var motorløs, skulle der dykkes - vand og vejr råbte efter os!

Det blev til et stranddyk, hastigt indkaldt via Spontan-mail (er du meldt til mail-listen?). Vi blev en lille gruppe på 6 der søndag morgen læssede en trailer med Lille Sorte, flasker, fisk, køg og pølser. Det var rimeligt vindstille, men vi skulle jo optimere med sol og så videre. Det blev til en tur til Hornbæk.

Mens morfar Rene tog en styrmand, eller var det omvendt, gjorde vi andre grej klar. Vi kom i vandet på bedste vis. Sigtet var måske 4-5 meter, ikke helt dårligt. Der var ikke så meget at se på, men det var jo ligemeget; Nu var undskyldningen der for at tænde op i grillerne. Det tog ikke lang tid før vi kunne nyde et par solide (250 gram) burgere mit alles - eller laks hvis man var til fisk. Så kom der lidt vel-marineret lam - og så til slut lidt vandmelon.

Andetdykket blev til at vi slog mave i stedet.

Opskrift på en perfekt søndag i godt selskab.

Billeder fra turen.

Lørdag den 14. april havde metrologerne lagt i kakkelovnen til en fantastisk oplevelse omkring det at være med på en uddannelsestur til Hornbæk.

Selvom vandet kun sneg sig op på en 8 grader og sigtet på en 4 meters penge ikke var det bedste til at aflægge en kompasprøve i, så var vejret i top og med høj klar himmel og 20 grader i solen, var det svært at bevare pesimismen:

Vi mødtes kl. 8.00 ved Amfora og pakkede bil. Da Store Grå var igang med at vise motoren frem for en mulig køber, havde Jürgens planlagt at vi skulle til Hormbæk med Lille Sorte. Der var 11 tilmeldte til turen heraf tre fra uddannelsesholdet, der blandt andet skulle bruge dagen på at aflægge prøve i distancesvømning og kompas.

Du kan se billeder fra turen på Amforas fotoalbum

Det var en dejlig tur med godt vejr og fint humør og to af eleverne var så glade for kompasprøven, at de besluttede at ville tage den en gang mere.