Hovedsiden: www.amfora.dk     Blog-forside  · Referater  · Gyldne ord

Arkiv for kategorien ‘dyklog’

Torsdagsdyk ved Lynetten

fredag, 16. juli 2010
Torsdagsdyk ved Lynetten, 15. juli 2010.

Torsdagsdyk ved Lynetten, 15. juli 2010.

Torsdag d. 15. juli var vi fire der var klar til torsdagsdyk. Desværre var der ingen bådfører eller bil med krog, så det blev et stranddyk.  Vi tog en tur til Lynetten. Vejret var jo fantastisk, og vi havde jo ikke travlt, så der blev 45 minutter pr. hold til at se på vegetation, småfisk, krabber m.m. mens overfladeberedskabet blev ædt af fluer.

Det er lidt besværligt at forcere stensætningen, men 10 meter fra dykkestedet til bilen gøres vel ikke meget bedre ;-)

Overflademandskabet havde nok at gøre med at observere om diverse speedbåde m.m.  nu respekterede signalflag A - “Flag oppe - dykker nede”. Vi havde lidt problemer da der pludselig kom en ubåd forbi - hvis nu den dykkede, skulle vi så sørge for et undervands-flag? Heldigvis fortsatte den i overfladen.

Der var megamange krabber. Ret territoriale må man nok sige. Jens Nordahn og jeg brugte lidt tid på at se en slåskamp hvor en lille david-krabbe ville tage en halvåben musling fra en goliath-krabbe. Krabber kan åbenbart heller ikke vurdere størrelser under vandet… og det blev bekræftet da en tredie krabbe målbevidst spadserede hen til min hånd og forsøgte at overmande den. Så fandt den pludselig ud af at hånden hørte til resten af mig, og så fik den godtnok travlt med at komme væk.

Jens er fotografen bag billederne, og afsluttede med en mesterlig komposition med finne, dykkerflag og vindmøller. Har du plads til pokalerne derhjemme?

Vi var færdige ved 20-tiden, og var lidt sultne, så vi sluttede med en bid mad på cafe “Oven vandet” i Christianshavn. Meget passende.

Traditioner i nye rammer

søndag, 30. august 2009

Årets Hven-tur er den tredie i rækken, og traditionen tro truede DMI op til turen med dårligt vejr, blæst og regn - og traditionen tro lå vi lige i udkanten af det hele og bortset fra en ordentligt skylle, da vi var ved at pakke sammen i Rungsted Havn, så var vejret med os.

Selvom er var noget vind mens vi sejlede frem og tilbage, så løjede vinden af om aften til dykket og det holdte tørt og var relativt stille resten af tiden - så alt i alt blev det en tur hvor vejret var i centrum på den positive måde.

Da vi (traditionen tro) var en smule lav på biler mødtes vi i klubben torsdag for at pakke grej. Og fredag blev båden hentet og kørt til Rungsted Havn, hvor de sidste stødte til og lidt over fem, kunne første hold sejles mod Hven, hvor vi i år havde besluttet os til at overnatte på campingpladsen.

På sådan en tur deles opgaverne ud. Det er noget af en logistisk opgave - men det ender altid godt og mens nogen står for aftens- og morgenmad og står nogle andre for at fikse frokost, og andre igen sørger for brændet - da ild og lejrbål jo er det der driver turlederen bag Hven-turen ;-)

Og også i år var opgaverne pænt fordelt og derfor var en aflysning i sidste øjeblik - fra hende der stod for tilbehøret til aftensmaden - en ny logistisk opgave. Men på trods af sygdom levede Elizabeth op til sit ansvar og det er første gang i Hven-turenes levetid, at tilbehøret til aftensmaden lige bliver håndleveret før afgang i havnen. Men sikken en ansvarsfølelse og en stor tak skal lyde fra alle på turen; vi nød både salaten og det hjemmebagte brød i stor stil og var superglade for at det hele blev overleveret klar til at spise.

Da første hold havde slået telte op og maden var klar, kom andet hold med udstyr og da maden var fortæret og mørket så småt begyndte at sænke sig, blev der gjort klart til natdykket. Der var 5 der skulle dykke og der blev derfor sat et 3-mands og et 2-mands hold, som under den stjerneklare himmel gjorde sig klart til et dyk blandt ål, torsk og fladfisk.

Dem der ikke dykkede hyggede sig ved lejrbålet, der i det medbragte bålfad blev transporteret ned på stranden. Der sad vi så og nød mørket, stjernerne og en kop kaffe eller blå cola. Det blev ikke til nogen irske kaffer, selvom vi både havde kaffen, whisky, farin og flødeskumspistol … for nogen havde glemt fløden til skummet….

Ved midnat gik de første i seng og lidt efter lidt blev pladserne omkring bålet forladt og luftmadrasser (for dem over 40) og liggeunderlag (for dem i 20′erne og 30′erne) blev taget i brug i teltene på campingpladsen. Og under den mørke nattehimmel og de mange stjerneskud, blev der sovet og samlet kræfter til den næste dag.

Omkring kl. otte var alle ude af teltene og en lækker morgenmad suppleret af Maltes friskplukkede brombær blev fortæret af alle. Og mens solen tog fart over os, blev holdet splittet i dykkere og vandrere og de førstnævnte gjorde sig klar til en tur i dybet og de andre til en gåtur rundt på øren.

Da der skulle otte mand (heraf en enkelt kvinde) i vandet blev vi smidt i som 3 tomands hold. Jeg dykkede sidst med René og selvom jeg flere gange har haft rigtig fine dyk her på nordsiden af Hven, så var dette dyk mest pænt uden at være prangende … men det kunne også skyldes, at jeg under hele dykket bøvlede med en maske der duggede og jeg derfor kun i brøkdele kunne se ordentligt.

Til gengæld havde jeg fornøjelsen af en fantastisk navigatør, der med en centimeters nøjagtighed fik os placeret ved broen, sådan at vi kunne ligge og kigge på bropillerne på det sidste minut af vores sikkerhedsstop. Vældigt, vældigt fint.

Efter dykningen blev der lavet frokost og i sol og kamp med hvepsene blev maden indtaget.

Og så var den tur egentligt slut og turen tilbage til Sjælland kunne påbegyndes.

Det var et noget bumpy ride hjemad - til gengæld fik ingen af os en to meter høj bølge ned over os … og det er jo ellers noget, der ser ud til at kunne vække gevaldig morskab - hos dem det ikke går ud over!

Hven-turen blev født som en ide om at lave en tur, lidt primitiv - med mulighed for bål, som amforianere havde lyst til at deltage i sammen med kæresten/familien. Og selvom vi i år flyttede på en campingplads, så synes jeg stadig at turen lever op til sit overordnede formål.

Vi var 10 afsted, heraf et enkelt barn og 3 ikke-dykkende kærester, og jeg synes at turen gav rum og plads til både dyk og hygge.

Læs også om turen på Jürgens blog

Mellem regnbuer og kanoner

fredag, 24. juli 2009

Det har ikke været det bedste vejr, der har præget denne sæsons tordagsdyk - og dagen i går var heller ingen undtagelse. Planen var Vapper, men i tiden op til torsdag drillede vejret os og både vindens hastighed og retning, samt forventet nedbør skiftede flere gange.

Jürgens, der var dagens turleder, havde meldt følgende ud til de tilmeldte dykkere:

Praktisk talt havblik: Båden sættes i vandet i Dragør kl. 17.00 og vi mødes i Dragør lystbådehavn kl. 17.00 og vi sejler til Vapper.

Moderat vind: Vi dykker på Kanonvraget øst for Saltholm. Båden sættes i vandet i Dragør så båden ligger i vandet kl. 17.00 og der mødes i Dragør lystbådehavn kl. 17.00.

Alternativt har jeg overvejet stranddyk, men det bliver så ved Helsingør.Vi kunne evt. grille efterfølgende, men de lover regn.

Kraftig vind: Aftenen er til fri dispossition.

Enden på det hele blev, at vi mødtes i Dragør og sejlede ud til Kanonvraget. Vejret skulle drille lige til start, så da vi (eller rettere Torsten og Tom) satte båden i vandet, satte det ind med styrtregn.

Da resten af holdet troppede op med forsyninger og flasker fra klubben, havde regnen dog taget af og det var i tørvejr og på fladt vand, vi sejlede ud mod vraget.

Kanonvraget er jo et fint lille vrag, hvor man dog - som Jürgens udtrykker det - skal kunne fornemme historiens vingesus, for rigtig at værdsætte hvad det er man støder på dernede.

Søren Kassevogn og Frederik blev smidt i som første hold og strøg gennem strømmen og ned for at binde på. Selv dykkede jeg med andet holdet med Torsten og Lars I - og sigten var moderat da det blev vores tur.

Der var en del strøm, så derfor blev vi smidt i vandet med torvet, sådan at vi kunne hive os igennem strømmen en efter en og mødes enten på 5 meter eller ved vraget, afhængigt af strømmen.

Nede ved vraget var der ingen strøm og vi kunne vi da stadig se en del af skibet og kanoner og fornemme hvor stort det alligevel må have været.

Sidste holdt var Jürgens og Jens N - og da de kom op havde det blæst lidt op, og vi fik allesammen smagt strømmen, mens vi lå og hang på dekoet, men Tom der var bådfører, formåede alligevel at få os sejlet ganske bekvemt hjemad. D

et gik mellem store skibe, under broer med gennemkørende tog - og lige direkte gennem en regnbue og hjem i havn.

Og mens solen gik ned over Dragør og pakkede vi sammen og vaskede båd og grej og var pænt tilfredse med, at vi allligevel havde holdt fast i at afvikle dykket, og muligvis har nogle af de CMAS* på vej til ** fået et hak i veludført strømdyk?

Der er endnu 3 torsdagsdyk på programmen inden sæsonen lukkes ned for i år.

Møller og sporvogne

fredag, 17. juli 2009

“Der skulle være dumpet sporvogne ved Mølle nr 20″.

Vi havde hørt det fra flere sider, så torsdagsdykket (den 17. juli 2009) gik til møllerne udenfor Kastrup Lufthavn.

6 glade dykkere tjekkede vejr, vind og ikke mindst ekkolod, for at finde de der famøse sporvogne. Vi loggede omkring 3½ meter vand - og ind i mellem var der noget der godt kunne minde om sporvogne på skærmen.

Og hvad vi fandt … eller ikke fandt kan du læse om på Jürgens blog:

Torsdagsdyk

fredag, 19. juni 2009

Første torsdag efter Strömstad, starter sæssonen for torsdagsdyk.

Det er lige nu og her!

Normalt er et torsdagsdyk blevet slået op et lille stykke tid før det er blevet afviklet, men som noget nyt, har vi i år slået alle dyk op på en gang.

Du finder dem på amforas aktivitetskalender, og du kan også se dem på amforas kalender - som du kan downloade fra forsiden af amfora.dk

Det betyder at der ikke er nogen angivelse af sted og niveau forud for dykket - men det betyder ikke, at der ikke er tænkt over hvem der skal arrangere dykket eller hvor det skal gå hen.

På alle dykkene er der en turleder - du kan se hvem det er, på kalenderen eller på detailkalenderen - så hvis du har nogen ideer eller ønsker til hvad du gerne vil dykke, er det nu du har en mulighed for at finde en turleder og tage en snak med ham/hende om hvor turen kunne gå hen.

De fleste ture har en makstilmelding på 8 personer og lige nu er der stadig ledige pladser på de kommende torsdagsdyk - og de siger, at det er i næste uge at sommeren kommer, så måske var det nu, at du skulle komme i vandet og teste dragten!

Amfora 26 år

torsdag, 18. juni 2009

Så blev klubben 26 år og en lille fast skare fejrede det med grill og havheks på Amager Strandpark.

Selvom fremmødet var af beskedet omfang, var det lykkedes at stampe både dykkere og familie og børn op.

Og under en stadig mere truende himmel, kunne vi efter 2×30 minutter med fornøjelser i navlepieceringer og brystvorter samles rundt om grillen i læ af kassevognen, og fornøje os med lækkerier fra grillen, mens vi ønskede os selv og Amfora tillykke med fødselsdagen.

Strömstad 2009

tirsdag, 26. maj 2009

eller

De våde tørdragters tur

31 amforianer, både de dykkende, drikkende, golfende, medfølgende og børn tog turen til Strömstad i år.

Og det blev en rigtig hyggelig tur, hvor der, som Formanden selv sagde i sin lørdagstale; var plads til det hele.

Og der havde han helt ret, for plads til det hele, var lige hvad der var.

Der blev arrangeret 8 dyk på turen.

To om torsdagen fra “den fulde svensker”, tre om fredagen, heraf to fra “Saltø” i regnvejr (stedet kaldes også “Tom Blyfri” af nogen) og endelig et natdyk for de friske få. Om lørdagen tog vi til “Eriks Ø” hvor der også var plads til to dyk og endelig fik de morgenfriske et sidste dyk på den sidste dag - på et endnu unavnet givet sted - som ser lovende ud … og som jo kunne kaldes “dybet udfra den åbne dragt“… ;-)

Dykkene var af forskellig kvalitet, men der er ingen tvivl om at dem der holdt regnen ud om fredagen og dykkede ved Saltø fik den allerbedste dykning i år … Jeg kan huske, at da jeg dykkede stedet forrige år, så var det i min verden på højde med undervandslandskabet på Maldiverne … bare uden de fantastiske farver - og jeg fik fortalt at det stadig var lige så flot.

Udover landskabet så blev der spottet hummere, troldhummere og troldkrabber, taskekrabber, eramitkrebs, havkatte og mange forskellige fisk. De lykkelige natdykkere fik et dyk fyldt med morild og mysterier

Mens nogen dykkede, dyrkede andre spaen, golfen, shopping eller bare hygge derhjemme - og der blev begået mange bagværk ude i de små hytter, hvor både morgenbrød, kanelboller og pandekager - det sidste til hele flokken - blev tryllet frem.

Topdykkerne på turen var Jesper F og Alvin, der begge fik dykket igennem og fik dykket alle 8 dyk … vi siger ikke hvem der ramte bunden … men der var da nogen, der for X’ene gang kun tog tørdragten med, for at slæbe den frem og tilbage ;-)

Som den alternative overskrift siger, så var det også turen hvor ikke mindre end 4 våddragtsdykkere kunne hælde indtil flere liter vand ud af dragten. De fleste af de våde dykkere kunne takke sprængte manchetter for deres vandgang - og det lige før at klubben på sin næste tur er nødt til at have et lager af reservemanchetter, for at være helt perfekt.

Men når nøden er størst, er klubånden ligeledes stor, så da Frederik sprængte sine manchetter om fredagen blev der i hast kørt til den nærmeste by efter en ny forsyning og der blev koordineret lån af hårtørrer og kompetencer rundt om i hytterne og kombineret med en dåse peanuts til hjælps, fik han monteret nye manchetter og da de blev testet om søndagen var de heldigvis helt tætte.

Det blev dog et temmeligt vådt dyk alligevel, men dog kun for hans makker, som valgte at lukke den sidste bid af sin lynlås - i vandet!

På turen blev også den sidste CMAS** teoriprøve taget og nu har hele holdet bestået teorien og der mangler bare de sidste prøver, som vi forventer bliver gennemført her i den kommende tid, så vi har 7 nye CMAS** klar til nu, hvor kalenderen jo overstrømmes af dykkertilbud.

For Strömstad er jo om noget, startskudet til den nye sæsson - og hvis resten af sæssonen bliver som dette års Strömstadstur … ja, så har vi noget godt i vente.

[undervandsbillederne er venligst tyvstjålet fra Jürgens fotoalbum fra Strömstad 2008]

Årets første dyk

søndag, 4. januar 2009

Kun 3 dage efter Amforas sidste dyk (nytårsdykket), var der arrangeret årets første dyk lørdag den 3. januar 2009.

Turen var oprindeligt planlagt til Kullen, men fredag aften blev det pga. vejret besluttet at ændre destination til Stevns Klint … og det var det der fik mig til at ændre mine planer og tage med. Sidst jeg dykkede på Stevns var i 1999 og jeg huskede stadig den fantastiske fornemmelse at dykke på den hvide kridt bund.

Stevns her 10 år senere skuffede heller ikke - det var et rigtig flot dyk, med et fantastisk undervandslandskab, med den hvide bund der står og lyser og de spændende sprækker og fure der giver et varieret dyk og huller man kan lyse ind i (med sine nye lygte :-)).

Der var ikke fantastisk meget liv, selv så jeg kun yngel og et par rejer (og de sædvanlige vandmænd) men nogle af de andre havde vist set et par fisk eller to (og Jürgens så en plastiskpose, som han tog for at være en stenbider).

Der var heller ikke så speciel megen dybde - jeg loggede 6,3 meter og det var kun ved at stikke min dybdemåler dybt ned i en sprække!

Men det var en rigtig fin tur, med god stemning og fin hjælpsomhed både fra de lokale på Havnen med at få båden i vandet, og amforianere imellem med at komme i og op af vandet, da det var lidt besværligt pga. sten i brændingen.

Og når man efter et dyk i et par graders vand kunne komme op og nyde et par varme pølser, grillet på den medbragte grill så var det egentligt al besværet med trapper og ventetid værd!

Det eneste grus i maskineriet var et par småting som, at nogen åbenbart har nolet vores thermotaske til drikkevare og at grillstarteren var sat på plads selvom den var gået i stykker.

… måske lidt af et luksusproblem og heller ikke noget der gjorde noget for den konkrete tur, men hvis nogen ligger inde med en thermotaske eller en grillstarter de ikke bruger, så kunne klubben da godt aftage dem.

Godt nytår og godt dykår

fredag, 2. januar 2009

Man kan vist roligt sige, at der er blev født en tradition sidste år, med (genoptagelse?) af nytårsdykket i Amfora. I år fejrede hele 16 dykkere (og en ikke-dykkende dykkerleder) nytåret med en tur i havnen nytårsaftens morgen.

Dykket blev efterfulgt af et glas champagne og en bid kransekage, som faldt på et tørt sted og smagte herligt efter dykket. (Selvom der var spæde røster der efterspurgte den hjemmebagte kransekage, der blev serveret sidste år … næste år skal den nok komme tilbage).

Det var en herlig fusion af dykkere fra både Amfora, IBM og Københavns Sportsdykkerklub, der havde sat hinanden stævne og havde valgt at bruge morgen på et koldt dyk i havnen. Vejret var med os, for selvom der var rimfrost på alle flader, så var vejret rimeligt, da der ikke var nogen vind.

Alle de mange dyk blev gennemført med hurtighed (og dygtig dykkerledelse) og selvom ivrigeheden ind i mellem tog overhånd og nogle af dykkerne måtte tjekkes ud i vandet, kom alle sikkert afsted og op igen og allerede kl. 12 kunne vi skåle og ønske hinanden nytår og rigtig godt dykår

Tina Jürgens Ulrich og Søren

… og det ser ud til at der er alle muligheder for at det kan blive et godt dykår her i 2009; alene i januar er der gode muligheder for at baske med finnerne og komme af med julefedet, da der er arrangeret tur til Kullen både den 3. og den 17. januar - og den 7. januar er der igen prøvedyk i svømmehallen … og det må du i øvrigt gerne hjælpe med at annoncere med - du kan hente flyeren her

Når tingene går galt - går turen godt

søndag, 7. september 2008

Der er ingen tvivl om, at ren og skær held altid slår god planlægning - og det gjorde sig også gældende ved årets sensommertur til Hven.

Turen var på mange måder planlagt til sidste detalje, der var blandt andet blevet brugt en god bid tid på at få arrangeret træk af båden - men til sidst var vi så heldige at lokke ham Frank til at køre den frem og tilbage for os - og det skal der lyde en stor tak for, uden den hjælp havde turen lidt en krank skæbne.

Men planlægning gør det ikke alene og en time før afgang var vores gruppe på 11 blevet reduceret til 9 og al den bagage, der skulle have været kørt over til øen i Ulrichs sneglehus blev læsset om, og gik med båden i stedet.

Ankomst til Hven Og så gik det ellers derud af. 2 ture med Store Grå før mad, mennesker og bagage var læsset af. Første hold gik i gang med at lave bål og sørge for at maden var klar og teltene rejst, så der var klar lejr, når det sidste grej og mennesker var sejlet over.

Inden spisningen skulle Jakob dog lige have det dyk, der transformerede ham fra uddannelseshold til CMAS*. Og tillykke med det. Så blev der også gjort rent bord, inden det nye uddannelseshold går i vandet.

Martin der havde købt ny computer og ikke havde været i vandet hele sommeren, kunne ikke vente til natdykket, så turlederen fik ondt af ham og gav ham lov til at dykke med og i en fart var han i udstyret og i fuld fart mod vandet… Aftenholdet fandt et par uafmærkede åleruser og noterede sig hvor der var et (måske uafmærket) fiskenet og på hvilken dybde man skulle være opmærksom på det.

teltlejrDerefter stod den på lækker mad tilberedt på bålet og det ville være en skam at sige, at nogen gik sulte fra bordet, for der var mildest talt rigeligt.

Til gengæld blev der holdt tilbage på drikkevarene for alle undtagen en, skulle ud og natdykke.

Grejet blev gjort klart inden mørket faldt på. Der var praktisk taget ingen vind og vandet var helt fladt og da det begyndte at blive mørkt var det ellers første hold i båden, sutten i munden og ned i suppen.

Selv dykkede jeg med Jürgens. Vi havde fået en line og en dunk med af Kystvagten, til at afmærke ålerusen med og Jürgens fik med noget besvær bundet den på - det var åbenbart ikke nogen stor hjælp, at jeg i stedet for at lyse, brugte tiden på at lege spærreballon, fordi jeg lige dér havde bøvl med at få åbnet for min tørdragtsventil og lå og bobbede rundt.

Derefter gik det udad. Vi så et par fritsvømmende ål og en del andet liv. Selv så jeg også en hel del af Jürgens lygte, da den jo lyser ret godt op i mørket, selvom den “bare” var på halv kraft.

Efter at dykningen var afviklet var det igen tid til det, der af mange betragtes som turens højdepunkt: “røverhistorier omkring lejrbålet, skyllet ned med en enkel øl eller en irsk kaffe”. Og der blev hygget igennem. De sidste gik i seng ved en 3-tiden og der havde de siddet i støvregn i de sidste par timer.

Klar til afgangOm natten kom den lovede regn og det lød som om at det regnede igennem. Ved syvtiden så det gråt og trist ud - men kl. 9 var der tørt og solen kom frem og himlen blev blå.

Der blev kogt kaffe på Jens’ trangiaer og hurtigt var maden klar og kunne indtages i en dag, som bare lovede bedre og bedre.

Der blev gjort klar til dyk og rimelig hurtigt kunne første hold sendes afsted. BålmadVi dykkede på skrænten og nåede hurtigt en fin dybde. Der var ikke så meget at se helt ude, men længere ind mod land, er der et fint landskab med en masse liv og vi fandt da også en enkelt stor flad, som ikke brød sig specielt om at blive taget i halen… Sigten var fin, der var lidt udad strøm, men ikke noget man ikke kunne svømme imod.

Efter at andetholdet havde dykket, brændte bålet fint og der var tid til en pølse i svøb og enkelt bålvaffel eller to. Dernæst var det et opkald til ham Frank, for at koordinere hjemtransport og så gik det ellers i omvendt rækkefølge tilbage til Rungsted, hvor båden blev vasket og bilerne pakket.

Det var en godt brugt flok dykkere der stod der på Rungsted Havn, efter en tur der endnu engang havde drevet gæk med vejret og var endt med at blive helt fin.

gravatar /Rikke